Muhammad Ali var et navn, der fyldte meget, da jeg var knægt. Alle kendte amerikaneren, der døde natten til lørdag, og de fleste elskede ham. Også selv om man ikke var specielt bokseinteresseret. Muhammad Ali var nemlig en bokser, der rakte langt udover sportens rækker.

Jeg husker eksempelvis tydeligt, hvordan hele min familie om natten sad og så Muhammad Alis VM-kamp i sværvægt mod George Foreman i 1974.

Jeg var kun fem år, men husker alligevel selv kampen ganske glimrende. For min storebror og jeg havde sovet i flere timer, men blev så vækket, så vi kunne følge The Rumble in the Jungle, som kampen, der blev bokset i Kinshasa i Zaire ( i dag DR Congo, red.), populært blev kaldt.

Tre år tidligere havde Muhammad Ali tabt til Joe Frazier, som efterfølgende havde fået tæsk af George Foreman. Og da Muhammad Ali var blevet 32 år og ikke længere var så hurtig, var George Foreman favorit.

Jeg sad på skødet af min mor og så hele kampen, og jeg var overbevist om, at Muhammad Ali ville tabe, for han foretog sig ikke meget, mens George Foreman hele tiden buldrede frem og slog og slog og slog.

Overraskende sejr

Men så skete det uventede, det boksemæssigt set geniale. Muhammad Ali havde ladet George Foreman slå sig træt, og i 8. omgang gik han til modangreb, og pludselig lå favoritten i gulvet og var færdig. Muhammad Ali alias The Greatest - som han kaldte sig selv - var igen verdensmester.

Siden er kampen igen og igen blevet omtalt som "århundredets boksekamp", og det skyldes ikke kun begivenhederne i ringen. Det skyldes i høj grad også omstændighederne omkring kampen. Den blev eksempelvis forsinket en måned, hvilket betød, at optakten blev lang og kom til at fylde meget i medierne.

Og i optakten var Muhammad Ali den store stjerne. Fordi han verbalt var i særklasse. Han kunne underholde alt og alle med sine rim og sine punchlines. Og i hele Afrika elskede de ham. Ikke mindst i Zaire, hvor fansene råbte "Ali, boma ye!" Som betyder "Ali, dræb ham!"

Særligt fænomen

Siden er der blevet skrevet bøger og lavet film om den kamp, og der er naturligvis også blevet skrevet masser af bøger og lavet film om Muhammad Ali og hele hans karriere. Og det vil der blive ved med. For han var - og vil altid være - et ganske særligt fænomen, som til evig tid vil fascinere.

Muhammad Ali er naturligvis også stadig den største sværvægtsbokser i historien - foran navne som Joe Louis, Jack Johnson og Mike Tyson. Han er faktisk den største boksestjerne i historien. Og i mine øjne er han tilmed den største stjerne - på tværs af alle sportsgrene - i historien. I særklasse endda.

Han var flot, begavet, rapkæftet, havde holdninger til mangt og meget og var uhyre elegant i ringen. Og den kombination gav ham en karisma, som han altid vil blive forbundet med, og som ingen anden sportsmand eller sportskvinde har været i nærheden af.

Usain Bolt halter efter

I dag er sprinteren Usain Bolt, der har vundet seks OL-guldmedaljer, den, der kommer tættest på, men historisk set halter han altså langt efter Muhammad Ali, som ikke mindst blev så stor, fordi religion og politik ligeledes var en del af hans karriere. Her har Usain Bolt stort set intet haft at byde.

Muhammad Ali blev eksempelvis født som Cassius Clay, og under det navn vandt han OL-guld i 1960 i Rom. Men han blev midt i 1960erne en del af organisationen Nation of Islam og kaldte sig i stedet for Muhammad Ali. Og et par år efter ønskede han ikke at komme i den amerikanske hær, der på det tidspunkt var stærkt involveret i krigen i Vietnam. Det kostede ham den VM-titel, han havde sikret sig i 1964 - med en overraskende sejr over Sonny Liston - og i tre år fik han ikke lov til at bokse.

Da jeg var fem år, tænkte jeg ikke over, at Muhammad Ali også uden for ringen var noget helt specielt. Jeg var som alle andre jo bare vant til, at han var der - og fyldte meget.

Det er i øvrigt de færreste boksestjerner, der i dag gør det, hvilket i høj grad er, fordi de store boksekampe ikke længere vises på nationale TV-stationer. Ja, de allerstørste vises næsten altid som pay-per-view, hvilket betyder, at det kun er de allermest bokseinteresserede, der ser kampene. Som eksempelvis Floyd Mayweathers sejr over Manny Pacquiao i fjor.

Besøg i Danmark

Jeg har oplevet Muhammad Ali live en enkelt gang. Det var desværre ikke i ringen, men under hans besøg i København i 1979, hvor han besøgte indkøbscentret City 2, som jeg boede tæt på. Det var kort tid efter, at han - som den første - var blevet verdensmester i sværvægt for tredje gang.

I 1978 havde han først tabt til Leon Spinks, hvorefter han fik revanche syv måneder senere. Men i de to kampe havde han mistet sin udstråling i ringen. Og da jeg oplevede ham på scenen i City 2 året efter, var han også langt mere rolig end tidligere.

På det tidspunkt havde boksningen allerede slidt hårdt på ham, og i 1984 fik han konstateret Parkinsons sygdom. Siden blev det mere og mere sjældent, at Muhammad Ali optrådte offentligt. Men samtidig blev han som legende større og større. Fordi det blev mere og mere åbenlyst, hvor unik en personlighed, han var - både i og uden for ringen.

Muhammad Ali var ikke styret af rådgivere, sponsorer og jurister. Han ønskede ikke at være politisk korrekt. Han var sig selv, og jeg har set svært ved at forestille mig, at der nogensinde kommer en sportsmand, der samlet set kan hamle op med ham. Fordi tiderne har ændret set, og fordi Muhammad Ali var noget helt specielt.

Så der er ingen tvivl om, at det er The Greatest, vi nu har sagt farvel til.