Sceneskift fra balletdans til boksning sender Lucy mod verdenstoppen

Svenske Lucy Wildheart mener, at hun har en fordel i bokseringen, fordi hun har gået til dans.

Boksning er en smule mere aggressivt end ballet, men nogle af bevægelserne minder om hinanden, siger Lucy Wildheart. (Foto: © Andrew Couldridge © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers, Andrew Couldridge © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers)

Lucy Wildheart har brede skuldre, tonede overarme, lynhurtige hænder og et blik, der siger, 'jeg kan slå dig ud på tusind forskellige måder'.

- Jeg er ikke den typiske ballerina, siger den 29-årige bokser og griner.

Men selv om svenskerens sportslige fokus i skrivende stund er knockouts og VM-bælter, er det ikke mange år siden, at Lucy Wildheart trænede tendu og piruetter iført balletsko.

Som yngre gik hun til rytmisk gymnastik og dans, og som 20-årig blev hun optaget på det svenske balletakademi i Stockholm. Bokseren mener, at baggrunden som danser giver hende en fordel, når hun lørdag skal kæmpe mod spanske Eva Cantos i Essex, England.

- I boksning handler det meget om din balance, styrke i coren og benarbejdet. Jeg har lært en masse små detaljer i mine bevægelser fra dansen, som gør, at jeg kan slå hårdere, forklarer Lucy Wildheart til DR Sporten.

- Jeg kan slå fra mange forskellige vinkler, som modstanderen ikke kan takket være min balanceevne. For eksempel kan jeg snurre rundt og stadig slå hårdt, fordi jeg har en god fodkoordination.

Og der må være noget om snakken. Vinder Lucy Wildheart lørdagens nævekamp, kan hun, hvis alt går vel, danse videre til et VM-opgør mod en dansk verdensmester.

Lucy Wildheart startede sent til boksning, men fordi hun har gået til dans og karate som yngre, var overgangen til kampsporten ikke svær. (Foto: © Andrew Couldridge)

'Så kan I fandeme gå til dans'

Lucy Wildheart var længe overbevist om, at hun skulle leve af at undervise i dans og fra tid til anden figurere i diverse musikvideoer.

Men i 2018 blev en drøm erstattet af en anden. Da opstod muligheden for at flytte til England og fokusere 100 procent på boksning.

Hun opdagede kampsporten kort efter, hun blev optaget på balletakademiet i Stockholm og blev draget af den rå kampsport. Der var nemlig også spor af de rytmiske bevægelser fra dansen.

- Boksning er en smule mere aggressivt end ballet, men nogle af bevægelserne minder om hinanden. Når jeg undviger et slag fra min modstander, har det hjulpet, at jeg gik til dans, fordi jeg flydende kan bevæge mig, vurderer den svenske bokser, som også har taget kurser i jazz, foxtrot og tango.

Og hun har fat i noget. Sådan lyder det næsten enstemmigt fra Danmarks to bedste kvindelige boksere, Dina Thorslund og Sarah Mahfoud.

Benarbejdet kan være altafgørende i bokseringen, for kan du ikke flytte fødderne hurtigt nok, mister du balancen og kraften i dine slag, siger førstnævnte.

- Min tidligere ungdomstræner drillede os engang med, at vi 'fandeme kunne få lov til at gå til dans hele sommeren', så vi var klar til næste sæson. Men det var ikke kun sagt i sjov, for mekanikken fra dans kan virkelig noget i forhold til boksning, siger Dina Thorslund.

  • Dina Thorslund er ikke i tvivl om, at Lucy Wildheart drager nytte af sin fortid i balletten. Den danske verdensmester blev som yngre opfordret til at gå til dans, fordi benarbejdet kan gavne i bokseringen. (Foto: © Johan gadegaard, Johan Gadegaard)
  • Verdensmesteren Sarah Mahfoud er i samme vægtklasse som Lucy Wildheart. Vinder danskeren sit opgør mod Amanda Serrano i slutningen af september, kan der meget vel vente et opgør mod den svenske bokseballerina. (Foto: © HAUERBACH, Peter Hauerbach)
1 / 2

Wildheart vs. Mahfoud?

Dina Thorslund understreger, at man sagtens kan blive en god bokser uden at gå til dans, og henviser til sin egen karriere. Uden en baggrund i hverken hiphop eller ballet, forsvarede danskeren sit VM-bælte i april mod Niorkis Carreno fra Venezuela.

Den 28-årige københavner erkender dog, at der kan være nogle ekstra procenter at hente i bokseringen, hvis man først har begået sig som elitedanser.

- Lucy Wildheart kan fodarbejdet i søvne og skal ikke lægge kræfter i det, når trætheden melder sig. Derved kan hun bedre økonomisere med sine kræfter og måske hente nogle procenter, som kan være dem, der vinder kampen for hende, siger Dina Thorslund.

Hendes landskvinde og boksekollega Sarah Mahfoud kommer med nogenlunde samme forklaring. Ja, det er en fordel at have danset, for ja, benarbejdet betyder rigtig meget i kampsporten. Den 32-årige dansker har dog en særlig interesse i Lucy Wildheart.

Vinder Lucy Wildheart lørdagens opgør, er hun ifølge Sara Mahfoud førsteudfordrer til vinderen af kampen i slutningen af september mellem den danske bokser og verdensstjernen Amanda Serrano i Manchester.

- Lucy Wildheart har en baggrund som elitedanser, og i det lag af sportsverdenen er mindsettet det samme. Dans kan lidt det samme som boksning, fordi du også arbejder meget med ben- og armkoordination. Hun har så tilmed lært at slås, siger Sarah Mahfoud.

Hun har modsat Dina Thorslund for en stund skiftet boksehandskerne ud med danseskoene. I 2016 vandt den 32-årige dansker TV-programmet Vild med Dans, og hun havde 'helt sikkert' en fordel som bokser i dansedysten mod de andre kendisser, vurderer Sarah Mahfoud.

- Jeg har arbejdet meget med koordination af arme og ben, så jeg skulle ”bare” vende benarbejdet om til noget dans i stedet, siger hun og griner.