'SKANDALE'
Opslaget på Facebook indledes med versaler for at understrege alvoren.
Det serbiske politi har på ordre fra regeringen nægtet at give bilen med tre boksere fra Kosovo adgang til landet, selvom de skal deltage i VM i boksning. Det afholdes i Beograd fra den 25. oktober til den 6. november.
Landsholdet, bestående af de tre boksere Patrit Behrami, Shpetim Bajoku og Bashkim Bajoku og to stabsmedlemmer, er blevet afvist tre gange ved grænsen til Serbien, og de ser nu ud til at misse muligheden for at kæmpe ved mesterskaberne.
Det har fået Kosovos olympiske komité til tasterne på Facebook. De ser på sagen med stor bekymring, lyder det fra præsidenten, Ismet Krasniqi, og generalsekretæren, Besim Aliti.
Opslaget står dog ikke alene. Komiteen har også sendt et åbent brev til det internationale bokseforbund, AIBA.
- Kosovos landshold har lidt skade på alle tænkelige måder: Moralsk, psykisk, fysisk og økonomisk. Vi er endnu engang blevet ramt af følgeskader af et uklart forhold, og vi vil ikke fortsætte med at lide under et andet lands politiske regime, skriver Ismet Krasniqi.
AIBA fortæller i en pressemeddelelse, at man arbejder på at skaffe delegationen adgang til Serbien og dermed til VM. Forbundet stræber efter at 'være et hjem for alle boksere i en verden, hvor der ikke skal gøres forskel på landegrænser', lyder det i pressemeddelelsen. AIBA er nu i dialog med det serbiske forbund i et forsøg på at finde en løsning.
- Kosovo har været medlem af AIBA siden november 2014 og forventes at deltage ved VM. AIBA forventer, at Kosovos delegation ikke vil blive behandlet anderledes end nogen af de andre medlemmer.
- Vi mener, at alle atleter bør have en fair chance for at konkurrere i ringen. Sport skal forbinde folk og burde være fri for politik, meddeler AIBA.
Men Kosovo får ikke en fair chance, så længe Serbien kan drage fordel af balladen. Det mener Tea Sindbæk Andersen, lektor ved Østeuropæiske studier ved Københavns Universitet, som har forsket i forholdet mellem de to nationer. Konflikten er et nyttigt redskab, der skal retfærdigøre, at man strammer grebet om Serbiens befolkning, siger hun.
Et åbent sår
Serbiens regering mener, at Kosovo er serbisk territorium, selvom landet erklærede sig uafhængigt i 2008. Det skete efter flere års konflikt, hvor Kosovo blandt andet forsøgte at løsrive sig under de blodige borgerkrige i det tidligere Jugoslavien i 90'erne, som var præget af etniske konflikter og frygten for serbisk dominans.
Adskillige lande har siden accepteret Kosovo som selvstændigt, herunder Danmark, men konflikten er stadig 'anspændt og et åbent sår', fortæller Tea Sindbæk Andersen, lektor ved Østeuropæiske studier ved Københavns Universitet.
- Serbiens regering undgår at tale om historien, medmindre det nytter noget. Serbiske lidelses- og heltehistorier bliver markeret med mindeceremonier for de 300.000 serbere, der flygtede i 1995. Men det omtales ikke, hvorfor krigen opstod, hvad der foregik i Kosovo, og den serbiske aggresion er helt ude af fortællingen, forklarer hun.
- Konflikten blusser af og til op, fordi det er belejligt for landets præsident Aleksandar Vucic.
En praktisk konflikt
Tidligere har den politiske konflikt mellem Serbien og Kosovo også vist sig på fodboldbanen. Blandt andet ved VM i 2018, hvor det serbiske landshold mødte Schweiz, som har flere spillere med kosovo-albanske rødder.
Nu har konflikten så fundet vej til boksningens verden. Tea Sindbæk Andersen, lektor ved Østeuropæiske studier ved Københavns Universitet, tør ikke spå om, hvorvidt bokselandsholdet fra Kosovo ender med at deltage ved VM i Beograd.
Til gengæld er hun er anderledes sikker, når det kommer til selve den storpolitiske konflikt.
- Serbiens regering tager mere og mere kontrol over befolkningen, og hvis kontrollen skal strammes, er det utroligt praktisk med en ekstern konflikt, som man kan retfærdiggøre det med, siger Tea Sindbæk Andersen.
- Indtil Serbien bliver tvunget til at acceptere Kosovo som en selvstændig stat, kommer de til at bruge konflikten som et redskab til at retfærdiggøre en nationalistisk og autoritær regering, men også til at gøre livet surt for Kosovo.
