I 2012 kunne hun kalde sig olympisk mester, og fire år senere stod hun med guldet om halsen endnu engang.

Den tidliger bokser, Nicola Adams, har oplevet nogle af karrierens og måske endda livets største højdepunkter i en kvadratisk ring, ansigt til ansigt med en hårdtslående modstander.

Men inden den 39-årige brite trådte ind i rampelyset som olympisk guldvinder, skulle hun først kæmpe sig gennem en barndom fyldt med kaos, vold og utryghed. Modsat de fleste andres barndomshjem var stedet, Nicola Adams voksede op, nemlig ikke et trygt sted at være.

Det fortæller hun i et interview med den britiske avis The Guardian.

- Jeg blev slået af min far, og det var ikke før, min mor, bror, søster og jeg flyttede, og jeg startede til boksning, at tingene ændrede sig, siger Nicola Adams.

Britens mor havde ad flere omgange efter bruddet med hendes far haft forhold med andre voldelige mænd. Derfor var det ikke en uvane, at den nu pensionerede bokser sov med en hammer under sin seng for at føle sig tryg, fortæller hun.

Som femårig forsøgte hun at sætte en stopper for volden i hjemmet. Hun havde fået nok.

- Min mor og far skændtes, og jeg forsøgte at træde ind mellem dem for at beskytte min mor. Jeg prøvede at slå min far med et lille plastiksværd, men jeg blev bare skubbet væk, siger hun.

Men alt sammen ændrede sig, da hun startede til boksning. Magtesløsheden blev ersattet af håb og tro på, at hun kunne beskytte sig selv og sin familie.

- Boksning gav mig mod og tro på, at hvis der nogensinde skete noget igen, ville jeg kunne beskytte mig selv og min familie.

- Det blev også et godt sted for mig, fordi jeg så en træner hver dag. Det var som om jeg havde en anden familie og nogen at snakke med, og når jeg trådte ind i træningshalen, kunne jeg lægge alt andet til side, siger hun.

Sportsgrenen blev en udvej for hende, og træningssalen, vennerne og ringen blev hendes 'safe space'. Hun lærte at slå igen - ikke kun fysisk, men også ved at kunne se en karrierevej foran sig, og den lærdom var uvurderlig for hende, fortæller hun.

- Det er ikke til at sige, hvor jeg ville være nu, hvis det ikke var for boksning.

'Ville have taget imod terapi'

Hemmeligheden om volden i barndomshjemmet holdt den tidligere britiske bokser dog for sig selv i mange år. Selvom sporten gav hende et pusterum, lå angsten for den potentielle vold i hjemmet stadig og lurede, når hun trådte ud af træningshallen igen.

- Jeg kunne ikke fortælle nogen om, hvad der skete. Det var en skræmmende tid, siger Nicola Adams.

Skulle hun genleve det hele igen, er der derfor også særligt én ting, den tidligere bokser gerne havde gjort om.

- Hvis jeg kunne ændre én ting, ville jeg have taget imod terapi, da jeg var meget yngre. Jeg fik terapi i forbindelse med et traume i 2016. Det var en øjenåbende oplevelse for mig, og jeg taler stadig med en terapeuet ind i mellem, hvilket hjælper mig, siger hun.

Til trods for de mange år med vold i barndsomhjemmet mener den tidligere bokser, at hun godt kan kunne tilgive sin far og de andre mænd, hvis de undskyldte for deres adfærd.