På sidste etape af de seks dage lange strabadser i Tour of Oman udfoldede Team Giant-Alpecins unge danske stortalent Søren Kragh Andersen sig endnu en gang på flot vis.
Kun Norges lyn Alexander Kristoff og Andersens holdkammerat Zico Waeytens rullede hurtigere end danskeren, der endte på tredjepladsen.
Resultatet kommer bare ni dage efter, at Søren Kragh Andersen stod øverst på podiet iført den hvide ungdomstrøje, da han var den hurtigste rytter under 25 år til at tilbagelægge naboløbet Tour of Qatar. Debutsæsonen for Giant-Alpecin-holdet må dermed siges at være ganske godkendt for unge Andersen.
Mere dansk succes
I det samlede klassement i Oman var der også dansk succes.
Jakob Fuglsangs præstationer på fredagens bjergetape var nemlig nok til, at han i dag snuppede tredje pladsen i kampen om den gule trøje.
Fuglsangs holdkammerat Vincenzo Nibali vandt løbet. Søren Kragh Andersen blev nummer 97 i den samlede stilling.