Når BMX-verdensmesterskabet fredag og lørdag løber af stablen i den belgiske by Zolder, er det med fire danske ryttere på deltagerlisten.
Den danske landstræner Christian Munk Poulsen forventer, at særligt guldvinderen fra European Games sidst i juni, Simone Christensen, kan lave et flot VM resultat.
Det på trods af, at Simone Christensen havde et styrt for bare halvanden uge siden, hvor den 21-årige midtjyde både pådrog sig en hjernerystelse og brækkede to ribben.
- Jeg har det faktisk rigtig godt. Hovedet driller ikke så meget mere. Ribbenene gør selvfølgelig lidt ondt at cykle med, men jeg har prøvet værre, siger Simone Christensen.
- Det er selvfølgelig ikke den bedste optakt til et VM at køre og lave ingenting. Jeg har trænet det, jeg kunne og måtte, men det har virkelig ikke været særlig meget. Jeg har kun været en enkelt gang på cyklen siden skaden, siger hun.
Blot glad for deltagelse
Selvom styrtet ikke har sat dybe spor på hverken krop eller humør, er det dog en ydmyg dansk rytter, som stiller op til VM-stævnet. Sidste år blev det til en fjerdeplads ved VM, men det er ikke nødvendigvis målet i år.
- Sidste år kom jeg i finalen, men der sker meget i sporten, så semifinalen har været mit mål og er det stadig. Men det bliver om at tage et heat ad gangen, så jeg ikke får det dårligt og ikke kan køre. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg kan forsøge at deltage, siger Simone Christensen.
OL-point på spil
Det er dog andet end bare VM-medaljer på spil i Belgien. Næste år gælder det nemlig OL i Rio, og det er en af grundene til, at Christensen stiller op i weekenden trods styrtet.
- Det betyder rigtig meget, og det er derfor, vi har gjort så meget for, at jeg kunne komme af sted. Ellers havde det nok været bedst for kroppen at blive hjemme. Men det er det løb, der giver flest point til den ranking, vi kører efter.
- Hvis man kigger nu, ville jeg komme med til OL. Men der er stadig et år til, så det kræver, at jeg gør det godt i de mange løb, jeg skal køre nu, i efteråret og til foråret næste år, siger hun.
Simone Christensen har gang i en fortræffelig sæson, hvor hun allerede har sikret sig DM-guld, European Games-guld og EM-sølv. Nu gælder det så kampen om den fjerde medalje.
