Dansk sølvvinder: Går efter guldet næste år

Da det begyndte at regne ved VM i cykling, havde Pernille Mathiesen ikke regnet med at kunne komme på podiet.

Pernille Mathiesen (tv) med guldvinder Macey Stewart og bronzevinder Anna-Leeza Hull på podiet i Ponferrada. (Foto: © Javier Lizon, Scanpix)

Pernille Mathiesen sørgede for en perfekt start på VM-ugen for de danske ryttere, da hun mandag formiddag vandt VM-sølv i U19-enkeltstart i spanske Ponferrada.

Eller næsten perfekt, for hun ville jo gerne have haft guld:

- Man vil helst gerne vinde guld, men når man får sølv, er man også glad for det. Jeg håber, jeg kan gøre det bedre næste år - så dér må jeg gå efter guldet, siger hun til DR Sporten.

Og næste år skal hun nok få chancen igen, da hun blot er 16 år gammel og er førsteårs U19-rytter.

Pernille Mathiesen på vej mod VM-sølvet på enkeltstarten i spanske Ponferrada. (Foto: © JAVIER LIZON, Scanpix)

Medaljen kom lidt bag på den jyske rytter.

- Jeg er lidt overrasket, for jeg havde slet ikke forventet at få en medalje. Inden starten havde jeg håbet på at slutte i top fem, så jeg er jo sindssygt glad for en sølvmedalje.

Den 13,9 kilometer lange rute, som juniorrytterne var igennem, blev kørt i massivt regnvejr. Og det gjorde Pernielle Mathiesen lidt nervøs.

- Det var en teknisk svær rute, og det regnede rigtigt meget. Det gjorde det lidt usikkert gennem svingene, for jeg er ikke så stært teknisk. Men jeg hentede en del tid på de lange lige stykker, siger hun til DR Sporten.

Pernille Mathiesen blev kun overgået af Macey Stewart fra Australien, som var over 10 sekunder hurtigere end danskeren. Det blev også til australsk bronze til Anna Leeza Hull, som ikke var langt fra at tage sølvet fra Pernille Mathiesen.

Målet for Pernille Mathiesen var en placering i top-fem, så en andenplads var over forventning for den talentfulde rytter fra Holstebro.

- Pernille kørte en supergod enkeltstart og satsede flot i svingene. Jeg kan kun være tilfreds, lyder det fra U19-landstræner Henrik Simper.

Tidligere har Danmark vundet VM-medaljer på U19-enkeltstarten for piger ved bronze til Mie Bekker Lacota i 2005 og 2006, guld til Maria Grandt Petersen i 2008 og sølv ved Cecilie Uttrup Ludwig i 2012.

Herrernes tur i eftermiddag

Senere mandag kører U23-herrerne enkeltstart, og her har Danmark to ryttere med i skikkelse af Casper Folsach og Søren Kragh-Andersen, der skal ud på godt 36 kilometers kamp mod uret.

To gange tidligere har Danmark vundet medalje i enkeltstart hos U23-herrerne. Rasmus Quaade vandt sølv i København i 2011, og sidste år vandt Lasse Norman bronze.

Netop de to udgør Danmarks islæt i eliteherrernes enkeltstart på onsdag.