Dansk triumf i belgisk seksdagsløb

Michael Mørkøv vandt seksdagsløbet i Gent med sin belgiske makker Iljo Keisse.

Michael Mørkøv jubler efter den samlede sejr i Zesdaagse Vlaanderen-Gent. (Foto: © KRISTOF VAN ACCOM, Scanpix)

Efter en medrivende afslutning kunne Michael Mørkøv søndag juble over den samlede sejr i seksdagsløbet i Gent. Sammen med sin belgiske makker Iljo Keisse vandt han en omgang indenfor den allersidste kilometer og sikrede dermed sejren.

- Mørkov var god. Vi arbejdede rigtigt godt sammen hele ugen, og han er meget stærk. Hans teknik er god, og taktisk ved han lige hvordan man skal gribe det an, sagde Iljo Keisse efter løbet til cyclingnews.com.

Mørkøv og Keisse sluttede på 457 point. To belgiske par sluttede en omgang efter på anden- og tredjepladsen, mens det rent danske par Marc Hester og Alex Rasmussen sluttede som nummer fire, to omgange efter vinderne.

Michael Mørkøv var desværre den eneste dansker på podiet i Gent. Han står i midten med sorte og gule shorts. (Foto: © KRISTOF VAN ACCOM, Scanpix)

Michael Mørkøvs lillebror, Jesper Mørkøv, endte som nummer seks sammen med sin hollandske makker Nick Stöpler.

Det danske seksdagsløb køres fra den fjerde til den niende februar i Ballerup. Men det bliver uden Michael Mørkøv som en del af par nummer syv, fordi han har meldt fra.