Det blev en overraskende sejr til 37-årige Mathew Hayman fra Orica-Greenedge i søndagens klassiker Paris-Roubaix.
Hayman havde siddet i udbrud i en stor del af løbet og endte med at snyde konkurrenterne i udbruddet for sejren til sidst.
Mathew Haymans danske holdkammerat Magnus Cort var med australieren i udbrud, men han måtte give op inden løbets afgørende fase. Cort var dog med hårdt arbejde med til at grundlægge sejren for Hayman og Orica-Greenedge, og han var naturligvis også glad efter løbet.
- Det var helt vildt. Det er måske det største endagsløb, så det var fantastisk at være med til sådan en sejr.
- Vi håber altid på at vinde. Vi havde ikke forventet, at Hayman ville vinde. Han kommer lige fra at sidde ude med en brækket arm og genoptræning med computerspil på en cykel, så det var da stort, siger Magnus Cort til DR Sporten.
Ændrede planer
At Magnus Cort skulle med i udbrud var en del af planen for Orica-Greenedge, men at Hayman skulle med, stod ikke i taktikbogen.
- Det var hele tiden planen, at jeg skulle ramme udbruddet, men det var ikke meningen, at Hayman skulle. Jeg kørte selv med ham det meste af dagen, og han sagde, han havde gode ben, så det var fedt, at han kunne fuldføre.
Og nu skal sejren fejres.
- Vi skal nok finde kræfter til at fejre det, slutter en glad Magnus Cort.
Tom Boonen blev nummer to, mens Ian Stannard blev nummer tre.