Direktør: 'Dansk Tour-start i 2021 lever stadig'

Danmark står stadig med gode muligheder for blive startland for Tour de France, mener direktøren for Sport Event Denmark, Lars Lundov.

Lars Lundov er stadig optimistisk, når det gælder en dansk Tour-start. Foto: Faugere Franck og Claus Bech, Scanpix

Det bliver heller ikke i 2020, at Danmark kommer til at danne rammerne om de første etaper af Tour de France.

I dag offentliggjorde løbsarrangørerne ASO, at Nice bliver startby i 2020, mens Bruxelles tidligere er blevet præsenteret som startby i 2019.

Dermed er det anden gang, at det danske bud på en Tour-start bliver forbigået, men det ødelægger ikke optimismen hos Lars Lundov, som er direktør i Sport Event Denmark.

De står bag det danske bud sammen med hele fem kommuner, tre regioner og Erhvervs- og Vækstministeriet.

- Jeg føler, at vi har et rigtig godt bud, som nu retter sig mod 2021. Det danske bud kan ASO rigtig godt lide, og de kan se nogle muligheder i det, så vi er bestemt stadig fortrøstningsfulde i forhold til en dansk Tour-start i 2021, lyder det fra Lars Lundov.

- Historiefortællingen om Danmark som cykelnation, og starten, der i givet fald skal være i én af verdens bedste cykelbyer - København, matcher glimrende med Tour de France.

Ikke flere udgifter

Det er en dyr affære at hive verdens største cykelløb til Danmark. Der er budgetteret med godt 87 millioner offentlige kroner, hvis det skulle lykkes at få starten til landet.

Men ifølge Lars Lundov er der ikke udsigt til en ekstra udskrivning, selvom det danske bud altså får lov at leve minimum et år længere:

- Hvis det bliver dyrere, er det marginalt. Nu skal vi selvfølgelig køre en budproces og en kampagne i yderligere en periode, men det er der budgetteret med, så jeg tror ikke, at man på den store klinge kan sige, at projektet bliver dyrere.

Lars Lundov vurderer, at det primært er rejseomkostninger, som kommer til at udgøre en ekstra udgift:

- Der kan komme nogle følgeomkostninger til nye rejser, som muliggør, at forholdet mellem Danmark og Frankrig bliver holdt ved lige.

Franske traditioner

At det med valget af Nice bliver en fransk startby i 2020 er ikke en overraskelse. Franskmændene er glade for traditioner, og den slags skal overholdes.

- Det var ventet, at Touren ville starte i Frankrig i 2020. Med Tour-start i Bruxelles i 2019 er det ikke kutyme, at man starter udenfor Frankrigs grænser to år i træk. Så Tour-starten i Nice er ganske som forventet set i vores optik, siger Lars Landov.

Danmark skal konkurrere med Norge og Storbritannien om starten i 2021, og Lars Lundov håber, at danskerene har været bedre til at ramme den franske smag i budkrigen:

- Der er gode relationer mellem arrangørerne og Danmark, så jeg håber og tror på det, men det er jo ikke også, der træffer beslutningen i sidste ende.

Årets udgave af Tour de France starter den 7. juli på den lille ø Noirmoutier i det vestlige Frankrig.