For fem og et halvt år siden rendte der en 17-årige belgier rundt på grønsværen for det belgiske ungdomslandshold i fodbold.
Umiddelbart lignede det begyndelsen på en lovende fodboldkarriere, men tryllerier på banen blev udskiftet med magi på landevejene, selvom han aldrig før havde stiftet bekendtskab med at træde i pedalerne.
Og det skulle vise sig at være en god ide.
Året efter vandt han både junior-EM og VM i landevejscykling og enkeltstart, og nu står 22-årige Remco Evenepoel noteret for ni etapeløbssejre og fører nu årets Vuelta a Espana med 21 sekunder ned til nærmeste forfølger.
Herhjemme smadrede han også alt og alle, da han var med i 2021-udgaven af PostNord Danmark Rundt, erindrer DR Sportens cykelkommentator Tobias Hansen.
- Han lancerede det vildeste angreb på kongeetapen i Vejle, hvor han smadrede feltet. Det har man slet ikke set nogen gøre på den måde, som Evenepoel gjorde det sidste år.
- Det siger noget om hans fandenivoldskhed, og om hvor dygtig en cykelrytter han er, siger Tobias Hansen.
Se Evenepoel smadre konkurrenterne på Kiddesvej ved PostNord Danmark Rundt sidste år i videoen:
Evenepoel er blevet kaldt mangt og meget gennem sin forholdsvis korte karriere, og det er med god grund, mener cykelforfatter Per Bausager.
- Med den alder og den korte tid, han har været i cykelsporten, er hans karriere fuldstændig enestående. Det er aldrig set før. Der er en grund til, at han er blevet kaldt århundredets talent og et vidunderbarn, siger Per Bausager.
Stortalentet har mødt bump på vejen
Selvom kometkarrieren har budt på flere store sejre til den unge belgier, har tilværelsen på landevejene ikke kun kørt på skinner. I Lombardiet Rundt i 2020 røg Eventepoel nemlig ud over en bro, som kostede ham en punkteret lunge og et hoftebrud.
En situation der efterlod feltet og hele cykelverdenen i chok, mens man i flere minutter ventede på nyt om belgierens skæbne. Heldigvis slap Evenepoel nogenlunde nådigt.
Efter det uhyggelige styrt gjorde han comeback til Giro d'Italia sidste år. Her levede han ikke op til de høje forventninger, hvor han endte med at udgå efter styrt.
Nu er han så tilbage i storform. Men selvom forventningerne har været store, er der stadig tvivl om, hvorvidt han kan klare presset i de store Grand Tours (Tour de France, Vuelta a Espana og Giro d'Italia).
- Der er mange, der siger, at han falder igennem. Det gjorde han i giroen og i Schweiz Rundt. Han mangler at vise, at han kan køre på det niveau hver dag og vise, at han kan gøre det i bjergene i tre uger, siger Per Bausager.
Bjergene venter i horisonten for feltet i årets Vuelta, hvor rytterne både lørdag og søndag skal igennem to store bjergetaper, og det er her, belgieren skal vise, at han har, hvad der skal til.
- Det er første gang i Vueltaen, han har haft en optimal forberedelse. Han behøver ikke at vinde hele løbet for at vise, at han er et Grand Tour-håb i fremtiden, men hvis han taber for meget tid og slutter uden for top-10, begynder man nok at tvivle på ham, siger cykelforfatteren.
Evenepoel vil vinde alt – og det kan koste
Der er ingen tvivl om, at Remco Evenepoel har taget cykelverdenen med storm og anses som en klar favorit til at vinde en Grand Tour i fremtiden. Men lysten til at vinde alt kan komme til at koste podiepladser i de store løb.
- Hvis man vil vinde Tour de France, bliver man nødt til at satse på, at det er der, din form topper. Man kan ikke dryppe sin form udover hele sæsonen og tro, at man kan vinde løb i maj og april og derefter toppe i Touren, siger Tobias Hansen.
Ifølge DR Sportens cykelkommentator skal den unge belgier kigge imod Danmark for at få råd til, hvordan man vinder en Grand Tour.
- Man bliver nødt til at gøre som Jonas Vingegaard og sige, at der er to gange om året, hvor man skal være i absolut topform, siger han.
Men talentet og potentialet til at blive én af de største nogensinde i cykelsporten, er der ingen tvivl om, at Evenepoel besidder.
- Det er jo ikke for sjov, at han er blevet døbt fænomenet. Det er fordi, at alle i Belgien, der kender til ham, ved, at han er et af de største talenter nogensinde i cykelverdenen.
- Vi skal vænne os til, at de bedste ryttere kan det hele. De kan ikke bare køre en enkeltstart. De kan også køre opad. Remco demonstrerer gang på gang, at han er for vild til alt sammen, slutter Tobias Hansen.