Fransk outsider kører solo og vinder i Paris-Nice

Rudy Molard fra FDJ sørgede for endnu en fransk etapesejr på 6. etape af cykelløbet Paris-Nice.

Rudy Molard fra Groupama FDJ indtager podiet. Han har én tidligere sejr som professionel. / AFP PHOTO / JEFF PACHOUD (Foto: © Jeff Pachoud, Scanpix)

Rudy Molard stak af fra en frontgruppe på den sidste kilometer og tog sejren på 6. etape af Paris-Nice. Et perfekt timet angreb, der blev sat ind omkring en kilometer før mål, sikrede Rudy Molard (FDJ) en flot sejr på 6. etape af cykelløbet Paris-Nice.

28-årige Molard har ellers ikke mange store sejre på sit cv, men her tog han fusen på en frontgruppe, der ikke fik sat system i forfølgelsen.

Astanas Luis León Sanchez blev nummer fire og bevarer løbets førertrøje inden lørdagens kongeetape. Sanchez var ellers presset, da Sergio Henao, Simon Yates og Tim Wellens forsøgte et angreb i løbets slutfase.

Fuglsang i arbejdstøjet

Henao faldt fra og efterlod Wellens og Yates som en stærk duo i front. Men bagved skruede Jakob Fuglsang op for tempoet for at hjælpe sin Astana-holdkammerat i kampen for at fastholde førertrøjen. Accelerationen neutraliserede angrebet, men kostede også Fuglsang så mange kræfter, at han få kilometer før mål måtte slippe frontgruppen.

Wellens kom i mål som nummer to, to sekunder efter Molard, mens Julian Alaphilippe sluttede på tredjepladsen i samme tid. Etapens dramatiske indslag kom omkring ti kilometer fra mål, da Team Skys klassementhåb Wout Pouls styrtede og mistede chancen for en samlet topplacering i løbet.

/ritzau/