Jonas Vingegaard vender tilbage med sejr, men der er stadig mange spørgsmål

Jonas Vingegaard vandt 3. etape af Kroatien Rundt.

Jonas Vingegaard fik den første triumf siden Tour de France-sejren. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

Tre dage efter han satte sig tilbage på cyklen for at køre et officielt cykelløb, kunne Jonas Vingegaard igen knytte næven som etapevinder.

Dermed viste han hele verden, at Tour de France-formen bestemt ikke er feset ud af dækkene efter sommerens store triumf i Paris, at luften stadig er i lungerne, og styrken stadig er i benene.

Ja, første gang Jonas Vingegaard for alvor skulle køre opad, ja, så kørte han også opad for alvor.

En gruppe af ryttere kom samlet op ad den sidste, stejle stigning ved Primosten i Kroatien, der gennemsnitligt steg seks procent over 1,6 kilometer, men siddende i sadlen trådte Jonas Vingegaard roligt fra hele gruppen.

Kontrolleret, sikkert og uden at træde firkanter i pedalerne.

- Vi arbejdede for sejren hele dagen, så selvfølgelig er jeg glad for sejren, lød det på engelsk med en snært af sallingmål, da mikrofonen blev stukket frem til den danske cykelstjerne umiddelbart efter sejren.

En række ubesvarede spørgsmål

"En god sejr", lyder det også fra DR Sportens cykelkommentator Tobias Hansen, der dog fortsat er en smule usikker på, hvordan formen egentlig er hos Jonas Vingegaard.

- Det var et ringe felt, han kørte fra. Men når det er sagt, så leverer han, når han skal. Det er ikke givet, at du vinder, bare fordi du kører mod et felt, der ikke er på Tour de France-niveau. Derfor ser det positivt ud.

- Der blev besvaret et par spørgsmål, men vi mangler fortsat at få svar på, hvor han står, når han skal køre mod de allerbedste igen. Det skal han i Lombardiet Rundt lørdag i næste uge, siger Tobias Hansen.

Ikke desto mindre understreger Jonas Vingegaard selv, at sejren naturligvis giver selvtillid og endnu mere tro på tingene.

For den slags kan du stadig godt få, selvom du lige har vundet Tour de France, forklarer han i vinderinterviewet.

- Det er altid fedt, når jeg viser, at jeg også er i stand til at vinde et cykelløb i den sidste del af sæsonen. Normalt har jeg ikke været så god i den afsluttende del af sæsonen, siger han.

Men én ting er form, en anden ting er, hvor rolig du er, når slagene skal slås på cyklen.

Her vil Jonas Vingegaard altid være et tråd eller to foran de andre. Og det vil også hjælpe ham i Lombardiet, præcis som det hjalp ham torsdag i Kroatien, forklarer Tobias Hansen.

- Jeg kan ikke se, at den mand nogensinde kan blive stresset. Så hvorfor skulle han pludselig blive det i Lombardiet Rundt? Det har jeg svært ved at se.

Italienske Jonathan Milan fører fortsat Kroatien Rundt efter etapesejre på løbets to første dage. Han har et enkelt sekund ned til Jonas Vingegaard på andenpladsen.

Løbet slutter søndag.