Liste antyder brud mellem Saxo og Tinkoff

En UCI-liste viser, at cykelholdet har registreret sig alene med navnet Tinkoff.

Saxo er måske færdig som sponsor på Tinkoff-holdet. (Foto: © SHAWN THEW, Scanpix)

Cykelholdet Tinkoff-Saxo står muligvis over for at miste den sidste del af sit navn. Den internationale cykelunion, UCI, har offentliggjort en liste over de hold, der har ansøgt om at blive UCI World Team, og her fremgår det, at det russisk-ejede hold kun er registreret som Tinkoff.

Om det manglende navn på listen er udtryk for, at det mangeårige samarbejde mellem Tinkoff og Saxo er slut, eller fordi en ny aftale endnu ikke er faldet på plads, er uvist. Den nuværende aftale løber frem til slutningen af året.

Listen med de hold, der har ansøgt om at blive UCI World Team.

https://twitter.com/ProCyclingStats/status/651472159337021441

Saxo Bank har ikke ønsket at komme med en afklaring på den nye udvikling.

- Saxo Bank kommer med en meddelelse 15. oktober, lød kommentaren således fra cykelholdets manager, Stefan Trentino, da Ekstra Bladet fik fat i ham.

Parterne afslørede, at de lå i forhandlinger om en forlængelse af samarbejdet under Vuelta a España, men ved den lejlighed faldt den ikke på plads.