Hattricket er i hus.
Den tidligere danske verdensmester i landevejscykling, Mads Pedersen, har nu vundet en etape i alle tre grand tours.
Torsdag eftermiddag spurtede Mads Pedersen sig til sejren på sjette etape af Giro d'Italia, og derfor kan den 27-årige Trek-Segafredo-rytter nu også sætte flueben ved det store italienske etapeløb.
Det så ellers ud til, at feltet, hvor Mads Pedersen sad med, ikke ville indhente de to udbrydere Simon Clarke og Alessandro de Marchi, men der gik taktik i den og med få hundrede meter til mål, blev de opslugt af feltet.
Derfor endte det i en massespurt, hvor danskeren lå med fremme, og på de allersidste meter rykkede han forbi colombianske Fernando Gaviria og krydsede stregen som den første i målbyen Napoli.
Efter etapen var Mads Pedersen naturligvis en glad mand, da Discoverys udsendte reporter fangede ham. Hattrickhelten forklarer, at det var en hård omgang at få indhentet de to udbrydere.
- Vi måtte bruge alt, hvad vi havde, for at lukke hullet. Jeg havde ikke flere mand tilbage, så jeg måtte rundt og spørge. Heldigvis var det ikke kun os, der var interesseret i en spurt, siger Mads Pedersen til Discovery.
- Det blev sindssygt tæt til sidst, og jeg er bare glad for, at jeg kunne give drengene en sejr i dag.
Mads Pedersen er kaptajn for Trek-Segafredo i dette års Giro, hvor han har etapesejre og løbets pointtrøje for øje.
Etapesejren torsdag var den første danske sejr i Giro d'Italia i 11 år. Dengang vandt Lars Bak 12. etape af løbet.
Sensationelt hattrick
I 2022 vandt Mads Pedersen en etape i Tour de France og tre i Vuelta a España, og med det fuldførte hattrick torsdag er Mads Pedersen nu den blot anden dansker, der kan prale af at have vundet etaper i cykelsportens tre største etapeløb.
DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, er begejstret over, at Mads Pedersen på så kort tid har kørt sig til det imponerende cykelhattrick.
- Det er fuldstændig sensationelt. Der er nogle ryttere, der bruger hele karrieren på at jagte det. Og han har gjort det inden for et år! Det er meget, meget imponerende, siger Brian Nygaard.
Jesper Skibby var den første dansker til at opnå et grand tour-hattrick. Han erkendte dog senere, at han i perioden, hvor bedriften blev sikret, havde brugt doping.
Mads Pedersen rundede også en anden milepæl torsdag, da etapesejren var cykelrytterens 30. professionelle sejr i karrieren.
