Der er ikke den store tvivl om, hvem man kan kalde ’danskerholdet’ i cykelsporten den kommende sæson. Med profiler som Jakob Fuglsang, Michael Valgren og den nyerhvervede Magnus Cort fra årsskiftet er Astana trods de turkise farver næsten rødt og hvidt.
Fra næste sæson vil der være endnu flere danskere omkring holdet. Jakob Fuglsang og Michael Valgrens personlige træner Rune Larsen er nemlig blevet ansat hos Astana, hvor han specielt skal arbejde med danskerne, men også med andre områder.
- Jeg har jo arbejdet tæt med Jakob, og i år har vi så fået lov til at lege uden deres indblanding. Det synes jeg, at vi har fået noget meget godt ud af, hvilket de så også har bemærket dernede, og det har så skabt dialogen om at lave et udvidet samarbejde.
- Jeg kommer til at have en central rolle på Astana. Jeg kommer til at have det fulde ansvar for en gruppe ryttere og især de danske ryttere. Jeg kommer også specielt til at arbejde med enkeltstartstræning og med holdtidskørsel for holdet, og så skal jeg også have noget at gøre med deres udstyr.
Fuglen kan flyve endnu mere
Jakob Fuglsang har haft en af sine bedste sæsoner i 2017, hvis man altså ser bort fra sine uheld i Tour de France og senest i Herning City Gadeløbet, og Rune Larsen er overbevist om, at der er mere på vej for den danske etapeløbsprofil.
- Jeg er helt sikker på, at der kan bygges endnu mere på Jakob. At han har fået taget hul på at kunne vinde store cykelløb giver en stor motivation til at fortsætte med det. Det er set før i sports historien, at når de får smag for at vinde, som kommer de også til at hente flere sejre, forklarer Rune Larsen, der henviser til Fuglsangs flotte sejr i Criterium du Dauphiné.
- Det er lidt ærgerligt, at han skulle falde og brække kravebenet i et dansk gadeløb. Før det var vi ret opsatte på, at han skulle have et rigtig stærkt efterår. Han er først gået i gang med træningen igen nu her, men han er stadig motiveret til at afslutte sæsonen godt.
Rune Larsen træner et bredt felt af ryttere, hvor også de to store talenter Kasper Asgreen og Cecilie Uttrup Ludwig er blandt.