Katusha-rytteren Eduard Vorganov har afleveret en positiv dopingtest.
Russeren blev testet d. 14. januar og resultatet viser nu, at indeholde stoffet meldonium. Det skriver den internationale cykelunion (UCI) i en pressemeddelelse.
Den positive test har ført til en midlertidig suspendering af Vorganov.
- Rytteren har ret til at bede om og få analyseret en B-prøve, meddeler UCI i pressemeddelelsen.
Holdet risikerer udelukkelse
Eduard Vorganov er den anden Katusha-rytter, som bliver testet positiv indenfor 12 måneder. Italieneren Luca Paolini blev taget for kokain under Tour de France d. 7. juli i sommer.
Hvis Vorganivs B-prøve også er positiv vil det ifølge UCI’s antidopingreglement betyde, at Katusha-holdet bliver ramt af en tidsbegrænset udelukkelse.
UCI vil i de kommende dage afgøre udelukkelsens længde.
Michael Mørkøv og Katusha-mandskabet skal køre Tour of Qatar, der starter på mandag, men det må nu regnes for værende yderst tvivlsomt, om de får lov til at stille til start.