Drømmen om de olympiske lege i Rio til sommer kan være brast på et hop i Holland.
- Det er træls, jeg ikke selv kan være med til at gå ind og selv køre et godt resultat og kvalificere mig til OL den vej igennem, siger Simone Tetsche.
Den danske BMX-kører kvalificerede sig til semifinalen i et World Cup-løb i byen Arnhem denne weekend. Men knap er starten gået, før det går galt.
- I første hop lander jeg med mit forhjul på en andens baghjul, og så glider cyklen, og jeg slår skulderen direkte ned i jorden.
De første meldinger lød på et brækket kraveben. Skulderbladet har også fået sig en tur, viser det sig nu.
- Jeg har lige fået opkald fra lægen om, at der også er et lille brud på mit skulderblad. Men det skal jo også bare hele ligesom kravebenet – men det gør mere ondt end normalt, siger Tetsche.
VM giver sidste point til OL-kval
Smerterne i skulderen og kravebenet er dog ikke det eneste, BMX-køreren må døje med efter uheldet.
Fra at være sikkert på vej mod at kvalificere sig til OL – blandt andet via en sølvmedalje i sidste måneds World Cup i Manchester – er Tetsches deltagelse i Rio nu mere tvivlsom.
Den umiddelbare prognose for Tetsches skade lyder på minimum tre uger ude af BMX-sadlen.
Og selvom det 22-årige talent i næste uge skal besøge en klinik i Ipswich i England, hvor det brækkede kraveben skal behandles med laserstråler for at hele hurtigere, kan hun ikke nå at blive 100 procent klar til VM om to uger i Colombia.
Og netop VM er det sidste løb, der giver point til OL-kvalifikationen.
- Nogle scenarier indikerer – selvom de er ret urealistiske – at nogle af mine konkurrenter kan overhale mig og tage min OL-plads, siger Tetsche.
Derfor står hun nu med et dilemma. Enten vælger hun at stille op til VM – halvskadet – i et forsøg på at køre flere point til OL-kontoen. Eller også bliver Tetsche hjemme i sofaen og satser på, at hendes konkurrenter ikke gør det så godt til VM, at hun bliver overhalet og mister sin plads til de olympiske lege.
Tetsches beslutning kommer derfor især til at bero sig på den nye verdensrangliste, der kommer ud i morgen.
- Spørgsmålet er, om jeg vil satse og køre VM. Eller om vi finder ud af, at pointene er nok, og om min OL-plads er hjemme. Det skal mig og min træner sætte os og finde ud af – men ja, det er lidt et puslespil, hvad der lige er bedst at gøre.
Sundt med pause
De helbredsmæssige overvejelser vægter dog lige nu tungest for Tetsche:
- Lige nu hælder vi til, at jeg ikke kører VM. Det handler om, hvor forsvarligt det er at køre.
Tetsche vandt sidste år guld ved European Games og kørte sig derudover til sølv ved EM og VM-bronze. Resultater, der har gjort hende til en af Danmarks største medaljehåb ved OL.
Men selvom hendes forberedelser til legene i Rio nu bliver lavet om, ser BMX-køreren ikke pausen som udelukkende negativ. Tiden skal bruges på ekstra styrketræning og få andre mindre skader til at gå i sig selv:
- Nogle gange er det måske også sundt, at kroppen kan få ro og komme sig over andre småskader, jeg døjer med. Og så kan jeg få mere tid i styrkecenteret, hvor jeg også føler, jeg mangler lidt, slutter Tetsche.
