Dagens danske rundtur: Stressende, men spektakulær cykeldag på de gyldne grusveje

DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, giver overblikket efter dagens Danmark Rundt-etape.

Den 20-årige Olav Kooij vandt tredje etape.

Året kongeetape.

Arrangørerne af PostNord Danmark Rundt havde på forhånd selv høje forventninger til torsdagens tredje etape. Og de blev indfriet, mener DR Sportens cykelekspert.

Den hollandske tempospecialist Olav Kooij fra Jumbo-Visma vandt efter en samlet spurt, men det skete på bagkant af knap 240 kilometers cykelløb med masser af hektik.

For undervejs på turen fra Otterup til Herning skulle feltet passere en række gruspaveer.

Heriblandt den såkaldte 'Gyldne Middelvej' - et stykke markvej på to kilometer, som havde til hensigt at skabe en højdramatisk etape.

Alt i alt var tredje etape en stor succes, vurderer DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard.

Her kan du læse hans overblik over torsdagens strabadser

En actionspækket dag på landevejen

Alt i alt var det en seværdig dag og grusstykkerne var fedt for publikum, siger DR Sportens cykelekspert. (Foto: © Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Brian Nygaard er ganske godt tilfreds med løbets opbygning og fremhæver tilføjelsen af gruspavéerne på dagens 'flotte etape'.

- Grusstykkerne gjorde cykelløbet mere interessant og actionpræget. Havde de ikke været der, kunne det nemt være blevet en meget lang og ensformig etape. Jeg synes, det var spektakulært, og udbruddet fik for eksempel mere levetid. Alt i alt var det en seværdig dag og fedt for publikum, siger DR Sportens cykelekspert.

Undervejs blev flere ryttere ramt af punkteringer. Blandt andre danske Magnus Cort, som var uheldig to gange.

- Det var hårdt og stressende for rytterne at køre på den måde, men grusstykkerne er noget, de har forberedt sig på. De ved, at de skal holde sig fremme på en anden måde, end hvis de kørte på brede veje, siger Brian Nygaard.

Dansk favorit gjorde det eneste rigtige

Mattias Skjelmose er tre sekunder efter den blå førertrøje. (Foto: © Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Resultatmæssigt var Magnus Cort dagens bedste dansker, vurderer Brian Nygaard.

Etapevinderen fra Tour de France er nu med i kampen om podiepladserne efter sin tredjeplads torsdag eftermiddag.

- Men der var også danskerne i udbruddet, som var toneangivende i dag. De kæmpede længe for at holde sig i front i så lang tid som overhovedet muligt, siger Brian Nygaard og hentyder blandt andre til Rasmus Bøgh Wallin, der har bakketrøjen.

Mattias Skjelmose blev henvist til tredjepladsen i det samlede klassement, da Christophe Laporte fra Jumbo-Visma med en portion bonussekunder sneg sig foran danskeren.

Skjelmose er dog stadig blot tre sekunder efter Magnus Sheffield, som fører løbet, og Trek-rytteren gjorde det eneste rigtige på dagens etape, mener Brian Nygaard.

- Skjelmose sidder rigtigt i feltet, bruger sit hold, Trek-Segafredo, fornuftigt og holder sig ude af fare. Det var en vigtig, men hård etape, som han slap godt igennem uden at tabe tid, og det var det vigtigste, siger DR Sportens cykelekspert.

En overskuelig fredagssag

Brian Nygaard forventer sig endnu en sprinterafgørelse på fredagens fjerde etape i Skive (Foto: © Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Der venter et brag af en finale i Vejle på lørdag, vurderer Brian Nygaard, men inden da skal feltet på en rundtur omkring Skive.

Fjerde etape strækker sig over 167,3 kilometers cykelløb, og fredag kommer til at bære præg to hårde dage i træk, siger cykeleksperten.

- Når man ser på, hvor hårdt, der blev kørt i dag, og hvor vigtig den sidste etape i Vejle er, bliver turen i Skive nok en mere overskuelig sag, lyder det fra Brian Nygaard.

- Sprinterholdene vil kontrollere tingene, og selv om det er svært at forestille sig, at der ikke kommer et udbrud af sted, tror jeg, at en massespurt er mest sandsynlig.