Hvis man er vild med spænding til det sidste, har PostNord Danmark Rundt i den grad leveret en humørbombe den seneste uge.
For efter de ganske danske lande- og grusveje er kørt tynde, er der nu blot tre sekunder mellem løbets førerrytter, amerikanske Magnus Sheffield, og den aktuelle tredjeplads, som danske Mattias Skjelmose indtager.
Mellem de to unge ryttere lurer en garvet Christophe Laporte på andenpladsen - i samme tid som Sheffield.
Det bliver altså stort ikke meget tættere inden dagens finaleetape, hvor det hele skal afgøres efter voldsomme stigninger på op til 19 procent i Vejle.
Ifølge DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, er det nok også én af Sheffield, Laporte og Skjelmose, som vi skal forvente at hylde øverst på podiet, når det hele kulminerer lørdag eftermiddag. Og faktisk har han bedst fidus til danskeren.
- Det bliver selvfølgelig enormt svært. Sheffield har vist, at han er en virkelig god cykelrytter, og han har det stærkeste hold, der nogensinde har været til start i PostNord Danmark Rundt, i ryggen.
- Men jeg kan altså bare mærke, at Skjelmose er ekstremt motiveret, og jeg tror, at han har tænkt sig at kaste alt efter det, siger Nygaard.
Den rette taktik
Ineos Grenadies er 'det stærkeste hold, der nogensinde har været til start i PostNord Danmark Rundt'. Det lyder som en hidsig omgang. Og hvis danske Mattias Skjelmose skal vriste førertrøjen af Magnus Sheffield, kræver det også en klar strategi. Amerikaneren skal isoleres fra sit hold.
- Ellers har han alt for mange folk til at lukke hullerne, når Skjelmose angriber, siger Brian Nygaard.
- Det er ikke nogen nem opgave, men man kan jo håbe på, at Ineos-rytterne har brugt så mange kræfter på de andre etaper i løbet, at Sheffield ikke bare kan regne med at have tre folk til rådighed til det sidste.
Brian Nygaard regner også med, at det bliver nødvendigt for Skjelmose at gå efter den endelige etapesejr, så han sikrer sig bonussekunderne. Men førsteprioriteten:
- Han skal altså først have krammet på holdet, før han virkelig kan gå i gang med Sheffield selv.
Mulige danske outsidere
Foruden de tre aktuelle podiebejlere er det også værd at notere sig, at der er tre store navne lige uden for klassementets top tre. Geraint Thomas, Søren Kragh og Magnus Cort.
Thomas kører for samme hold som Magnus Sheffield, og selvom der er tale om en tidligere Tour de France-vinder, vurderer Brian Nygaard, at briten lørdag skal køre for den unge amerikaner.
- Geraint Thomas har en bunden opgave i morgen, medmindre der sker et eller andet meget uventet. Det er for at hjælpe Sheffield, at Thomas stiller til start på den her etape, siger han.
Og hvad så med de to danskere? Magnus Cort bevægede alt og alle med sin angrebslyst og sit pragtfulde overskæg, da han for en stund kørte sig i den prikkede bjergtrøje ved årets Tour de France. Men det er nu ikke ham, som Brian Nygaard ser som den mest sandsynlige outsider til podiet.
- Jeg tror mere på Søren Kragh Andersen end på Cort. Kragh har vist sig at være tilbage på ret højt niveau. Og alt andet lige må han også være lidt mere frisk end Cort, siger han med henvisning til, at Søren Kragh ikke kørte årets Tour de France.
- Han skal selvfølgelig gøre de rigtige ting og være meget opmærksom i finalen. Og så måske udnytte at Skjelmose og Sheffield kommer til at holde sig afventende.
Spændende bliver det i hvert fald. Og Brian Nygaard forventer, at Danmarks største cykelløb bliver afgjort på den allersidste gang, rytterne kører op ad Kiddesvej i Vejle.
Men på trods af flere stærkere danskere i klassementet skal vi nok ikke forvente et lutter rødt og hvidt podie.
- Jeg tror kun, at vi har én dansker på podiet, og det er Skjelmose.
Du kan følge Skjelmose og alle de andre ryttere i PostNord Danmark rundt fra klokken 12:15 på DR1, DRTV og her på dr.dk.