Dansk stortalent skuffet over podieplads: 'Må hjem og arbejde noget hårdere'

Den danske cykelrytter Mattias Skjelmose troede, han kunne nappe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt.

Tredjepladsen i PostNord Danmark Rundt var ikke, hvad Mattias Skjelmose havde sat næsen op efter. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Førstepladsen var det eneste, det handlede om i PostNord Danmark Rundt for den danske cykelrytter Mattias Skjelmose.

På forhånd var han udråbt som en af de allerstørste favoritter til at tage den samlede sejr, og undervejs i løbet har han da også vist lovende takter. Så lovende, at han inden lørdagens etape - den sidste af årets PostNord Danmark Rundt - blot var tre sekunder efter den førende rytter.

Men da det hele skulle afgøres på Koldingvej i Vejle, kunne danskeren akkurat ikke følge med franske Christophe Laporte og amerikaneren Magnus Sheffield. De to konkurrenter sprintede først over målstregen og den franske Jumbo Visma-rytter endte også med at tage den samlede sejr lige for næsen af amerikaneren.

Alt imens kæmpede den 21-årige danske Trek Segafredo-rytter sig over målstregen på tredjepladsen, hvilket også endte med at blive hans samlede placering. Og det var bestemt ikke, hvad han havde sat næsten op efter.

- Jeg er skuffet. Der er ikke så meget andet at sige, siger den danske cykelrytter til DR Sporten.

Trods tredjepladsen kan man alligevel ane et smil på læben af Mattias Skjelmose (til højre) (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Det var dog ikke benene, der forhindrede Mattias Skjelmose i at tage den samlede sejr.

Dem var der nemlig masser af gods i, understreger den danske cykelrytter.

I stedet mener han, at hans egen evne til at placere sig rigtig i feltet, kostede ham sejren.

- Vi gør, hvad vi skal. Holdet kører rigtig flot, men jeg laver en fejl, da vi kører ind på Kiddesvej sidste gang. Det er det, der koster mig sejren i sidste ende. Jeg kommer hurtigt til sidst. Der mangler ikke meget. Det er rigtig ærgerligt, siger han.

Du kan se interviewet med den danske cykelrytter i videoen herunder.

Må hjem og arbejde

Selvom skuffelsen er stor hos den danske cykelrytter, tager han også hatten af for sine konkurrenter.

Da Christophe Laporte og Magnus Sheffield første begyndte at trampe til i pedalerne, satte de et brutalt tempo på den afgørende stigning. Alligevel føler danskeren, at han burde kunne have fulgt deres hjul.

- Selvfølgelig er det stærke ryttere, der er med til PostNord Danmark Rundt i år, men uanset hvem der er med, så handler det om at være den bedste, siger Mattias Skjelmose.

- Det var jeg ikke i det her løb. Det er jeg rigtig ked af.

Når størstedelen af skuffelsen har lagt sig, og Mattias Skjelmose skal se tilbage på de seks etaper på de danske landeveje, kan han dog godt løfte hagen og være stolt over sin tredjeplads.

- Jeg kører en rigtig flot enkelstart, og jeg understreger, at jeg ikke kun er bjergrytter.

- Vi får ikke det ud af det, vi kom efter. Alligevel bliver jeg nummer tre. Det er godt, men jeg er stadig meget skuffet, siger han.

Christophe Laporte endte som samlet vinder af løbet. Lige for næsen af Mattias Skjelmose og Magnus Sheffield. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Men præstationen i årets PostNord Danmark Rundt har også givet Mattias Skjelmose blod på tanden.

Øverst på podiet endte han ikke i år, men den 21-årige dansker vil gøre alt, for at kunne træde helt derop i 2023.

- Jeg må hjem og arbejde noget hårdere, og så må jeg prøve igen næste år, uanset hvor stærkt feltet er, siger han.

Du kan se et sammendrag af dagens etape i PostNord Danmark Rundt her.