2022 har indtil videre budt på en uforglemmelig sommer for de danske cykelfans.
Jonas Vingegaard vandt den gule trøje i Tour de France, mens Cecilie Uttrup Ludwig tog den samlede sejr i det nye nordiske etapeløb Tour of Scandinavia.
Og hvad kunne så være bedre end endnu et etapeløb med mulighed for mere dansk succes? Endda på hjemmebane fra start til slut.
Tirsdag trædes årets udgave af PostNord Danmark Rundt igang. Til start er der stjerner som Egan Bernal og Geraint Thomas og danske hjemmebane-darlings som Magnus Cort og Michael Mørkøv. Og traditionen tro venter der fem etaper igennem de danske byer og det danske landskab.
Men til årets udgave af Danmark Rundt har de løbsansvarlige også valgt at ryste posen.
Eksempelvis plejer løbet at slutte i en massespurt på Frederiksberg i København, men denne gang består afslutningen af uhyggelige stigningsprocenter i Vejle. Og det kommer til at have stor indflydelse på, hvem der kan ende i den blå førertrøje til sidst, mener DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard.
Kiddesvej i Vejle er berømt og berygtet for sin stejlhed. 19 procent stiger den på de stejleste stykker. Og netop Kiddesvej har fået en finalerolle i Danmarks største cykelløb.
- Rundstrækningen ved Kiddesvej er næsten blevet et vartegn for PostNord Danmark Rundt. Det, der ofte har været kongeetapen midtvejs i løbet, ligger nu til som sidste, afgørende etape. Det bliver en meget kort og eksplosiv etape, så det bliver en helt anderledes finale, Men det er godt for løbet, siger Brian Nygaard.
Ikke bare venter Kiddesvej i horisonten som en sprængfarlig finale. Feltet skal ovenikøbet køre op ad den hele fem gange på 5. etape.
I videoen herunder kan du se DR Sportens reporter Mikkel Gøtzsche, som sidste år gav sig i kast med stigningen på Kiddesvej:
Men allerede på 2. etape kan feltet give store svar på, hvem der kan løbe med årets samlede sejr, når der køres 12,2 kilometer enkeltstart i hjertet af Assens på Fyn, hvor de første 500 meter køres på brosten.
Kampen mod uret under enkeltstarten bliver uden tvivl et afgørende moment, mener Brian Nygaard. Måske ikke for den endelige sejr, men som minimum i forhold til at skille fårene fra bukkene.
- Du skal kunne køre en god enkeltstart for at vinde Danmark Rundt i år. Det er der ingen tvivl om.
- Jeg tror, at den etape vil sætte et foreløbigt hierarki, og vi får nok et indblik i, hvem der i hvert fald ikke kan komme på podiet. Men jeg tror, at spændingen vil være intakt hele vejen til Vejle, siger Brian Nygaard.
Brian Nygaard fremhæver også 3. etape fra Otterup til Herning, hvor feltet skal forcere ujævn grusvej, ligesom det er tradition i andre store cykelløb.
I alt ni passager grusvej på sammenlagt 18 kilometer skal rytterne hen over på ruten mod Herning.
Netop muligheden for at spændingen vil holde ved gennem alle fem etaper er hovedårsagen til, at man fra løbsarrangørernes side har valgt at lægge årets finaleetape i Vejle.
Frank Hyldgaard er projektchef for PostNord Danmark Rundt, og han både tror og håber på, at klassementet ikke er afgjort, før rytterne har kørt op af Kiddesvej fem gange.
- Vi vil gerne prøve at bibeholde den sportslige spænding i det samlede klassement så langt henne i løbet som muligt og også gerne på den sidste etape.
- Jeg tror, at de bedste klassementsryttere vil være mere afventende i løbet af de fire første etaper, fordi de har sidste etape på radaren som der, hvor det skal afgøres, siger han.
Men ifølge Frank Hyldgaard skal rytterne frygte mere end blot Kiddesvej.
- Det er hele 5. etape. Efter de første 40-50 kilometer går det bare op og ned hele tiden, siger han.
1. etape køres tirsdag fra Allerød til Køge og kan ses direkte på DR1 fra kl. 12.15 og følges her på dr.dk.