Under årets Tour de France debuterede Mads Würtz Schmidt med aggressiv kørsel og en iver efter at række ud efter etapesejre.
Og oplevelserne under verdens største cykelløb skal bæres med over i PostNord Danmark Rundt, hvor den blonde randrusianer bliver holdkaptajn på Team PostNord Danmark.
- Jeg kommer for at vinde hele løbet. Jeg har været på podiet før og har siden øget mit niveau og er blevet en bedre cykelrytter.
Det var i 2016, at Mads Würtz Schmidt sluttede på den samlede tredjeplads i Danmarks største cykelløb, og skal den placering forbedres, bliver særligt én af løbets etaper afgørende.
- Det betyder meget, at jeg kørte en god enkeltstart under Tour de France. Den disciplin er altafgørende i Danmark Rundt.
- Jeg går ind til løbet med stor selvtillid efter mine præstationer under Tour de France. Jeg håber på, at der bliver kørt et hårdt og aggressivt løb. Så kan jeg og de øvrige ryttere, som har kørt Tour de France, godt have en fordel, fordi vi har 21 knaldhårde etaper i benene.
Mads Würtz Schmidt kører til hverdag på det schweiziske hold Team-Alpecin, som ikke skal køre PostNord Danmark Rundt. Derfor har danskeren spurgt om lov til at være en del af det til lejligheden sammensatte nationalmandskab Team PostNord Danmark.
- Jeg spurgte om lov til at køre løbet under Tour de France, og efter Katusha-Alpecin så gav mig lov, er det blevet mit store sæsonmål i efteråret. Det er et fedt løb – ikke mindst når man er fra Danmark, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og køre.
Foruden Mads Würtz Schmidt består Team PostNord Danmark af fem danske ryttere fra et lavere niveau.
PostNord Danmark Rundt starter onsdag den 21. august i Silkeborg og slutter traditionen tro på Frederiksberg, når sidste etape køres den 25. august.
Alle etaper kan følges direkte på DR1.
