Rasmus Quaade leverede en formidabel enkeltstart ved VM i Firenze, hvor han sluttede på sjettepladsen godt to og et halvt minut efter den tyske panservogn Tony Martin.
I aftes gæstede han radioprogrammet LIGA på P3, hvor lytterne havde mulighed for at stille spørgsmål.
Et af spørgsmålene kom fra Bent, og det lød:
- Hvordan har du trænet dig op til at presse din krop ud i de ekstremer?
Dertil svarede Rasmus Quaade:
- Det er lidt farligt, men for nogle år siden kørte jeg meget, hvor at jeg så lyskurven, og så timede jeg det sådan, at den blev rød lige når jeg kom hen til den. Så spurtede jeg over næsten med lukkede øjne, og så stoppede jeg lige med at træde for at mærke, at jeg er i live.
- Det giver et voldsomt adrenalin kick. Og så har jeg husket følelsen af, hvordan det er at være lige ved at dø - måske. For nogle gange troede jeg, at jeg skulle dø, jeg vidste jo ikke om bilerne havde set mig. Og så har jeg genkaldt den følelse når jeg kommer ud til enkeltstarterne, og så har jeg den hele vejen undervejs, fortsætter han.
Et svar som efterlod en stort set mundlam radiovært i studiet.
- Jeg har også gjort det på andre måder, der er mindre farlige, afslutter han.