Teenagehold kører Danmark til OL-plads i banecykling

Det unge danske hold i fire kilometer holdforfølgelsesløb har overraskende sikret Danmark en OL-plads.

Danmark slog i World Cup-semifinalen Italien og er dermed klar til OL. (Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Med en gennemsnitsalder på 17,5 år spærrede folk øjnene op, da det unge danske hold i fire kilometer holdforfølgelsesløb var næsthurtigst i kvalifikationen ved World Cuppen i banecykling i Hongkong fredag.

Det betød, at Casper Pedersen, Rasmus Pedersen, Niklas Larsen og Frederik Madsen var kvalificeret til semifinalen, og her viste de, at der ikke var tale om en enlig svale.

Italien blev sat til vægs, og med resultatet er Danmark nu sikret en plads ved OL i Rio de Janeiro i disciplinen.

- Med det her resultat er vi sikret en plads ved OL. Den er hjemme. Der er et OL-hold til Danmark, siger en begejstret assisterende landstræner, Martin Lollesgaard, fra Hongkong til Ritzau.

Italienerne bed fra sig

I semifinalen var Danmark hurtigere end italienerne fra start til slut, og med tiden 3.59,103 minutter var de unge danskere godt to sekunder hurtigere på målstregen.

- Det er fantastisk. De kørte simpelthen så flot. De fulgte vores taktik fuldt ud. Der er ikke så meget at sige. De gjorde bare det arbejde, de skulle.

- De turde at lægge fra land, og italienerne bed faktisk rigtig godt fra sig, men vi var bare bedre end dem, siger Lollesgaard.

Nederlag i finalen

I finalen tabte danskerne med næsten tre og et halvt sekund til favoritterne fra Australien. Danskerne førte ellers midtvejs med lidt mere end et sekund.

Særligt på den sidste kilometer var forskellen tydelig på de danske outsidere og de australske favoritter, og derfor endte det ikke med en dansk triumf.

De fire unge danskere kom i mål i tiden 4.00,894 minutter. Det var næsten to sekunder langsommere end den tid, som tidligere lørdag kvalificerede holdet til finalen.

I bund og grund kan det danske hold dog være fint tilfredse med indsatsen, som med sejren i semifinalen sikrede holdet en billet til OL i Rio de Janeiro.

/ritzau/