Når en sprinter kan lugte stregen, får han det vi vel kan karakterisere som tunnelsyn. Det ligger simpelthen i den type rytters DNA at ville komme først, nærmest for en hver pris. Koster det en tur i asfalten, må det bare være sådan, det er en del af gamet.
Sprinternes usædvanligt afslappede tilgang til de reelle fare, de udsætter sig selv for, kan læses ind i Mark Cavendish’ ekstremt rolige reaktion på sit voldsomme styrt på de sidste meter af 4. etape.
Englænderen brækkede kravebenet og har her til morgen måttet trække sig fra Tour de France.
Men selvom han havde kunnet trække på skuldrene, virkede det ikke, som om han end ville have gjort det, da han svarede på den internationale presses insisterende spørgsmål efter styrtet: Hvad mener du om Peter Sagans kørsel?
Sagan udelukket
Spørgsmålet var helt oplagt, for den slovakiske verdensmester var helt klart impliceret i Cavendish’ styrt. Da englænderen forsøger at gå uden om Sagan i den afsluttende spurt, trækker slovakken let ud mod banden og lukker hullet, og samtidig svinger han albuen ud mod Cavendish.
Hvorvidt Sagan faktisk rører Cavendish med albuen er svært at se selv på tv-billederne, der igen og igen har rullet over alverdens tv-skærme bagefter.
Men faktum er, at Cavendish endte i asfalten, og Sagan blev efterfølgende udelukket fra resten af dette års Tour de France af løbets kommissærer.
Og det er en beslutning, som nærmest er enestående. Kommissærerne har altid virket til at have forståelsen for det særegne ved de til tider vilde afslutninger, som sprinterne kaster sig ud i.
Lovene i cykling bliver ikke altid fulgt på de afgørende meter, men når rytterne stormer efter at komme først med op til 80 kilometer i timen har kommissærerne været tilbøjelige til at se igennem fingre med de bissetricks og ureglementerede manøvre, sprinterne kan finde på at bruge.
Derfor har Sagans udelukkelse kun to fortilfælde i Tour de Frances historie:
Steels kaster med vanddunk
De afsluttende meter på 6. etape i 1997 blev ganske dramatiske. Tyske Erik Zabel, der i mange år var sprintkongen på det Team Telekom-hold, som Bjarne Riis også kørte for, vinder sprinten, men får efterfølgende frataget sin sejr. Zabel har skubbet til Damien Nazon i spurten, inden han altså kørte først over stregen.
Men endnu hårdere straffet bliver belgiske Tom Steels. Midt i spurten bliver han nemlig så irriteret på Frederic Moncassin, at han beslutter at kaste en vanddunk efter sin konkurrent. En dum idé ifølge kommisærerne, og Steels bliver efter etapen smidt ud af løbet.
Renshaw stanger Dean
I 2010 bliver Canvendish’ holdkammerat Mark Renshaw smidt ud af Tour de France. Den australske rytter taber hovedet på 11. etape i sprinten, hvor han gentagende gange stanger new zealænderen Julian Dean med siden af hovedet.
Cavendish vandt i øvrigt den etape i 2010, men det kan han nok ikke bruge til så meget i dag.
Peter Sagan vil senere i dag komme med sin reaktion på sin udelukkelse.