Michael Matthews satte lørdag en foreløbig stopper for den danske fest i Tour de France.
Her vandt australieren 14. etape. Matthews kom afsted i et stort udbrud, hvor også Jakob Fuglsang og Andreas Kron var med.
I den seneste uge har det set ud som om, at de danske ryttere har haft mere luft i dækkene end alle de andre i Tour-feltet. I hvert fald har de danske ryttere skiftes til at fræse først over målstregen.
Først Magnus Cort, så Jonas Vingegaard og i går Mads Pedersen.
På lørdagens 14. etape var det så Andreas Kron og Jakob Fulgsang, som ramte dagens udbrud.
Det var 192,5 knoldede kilometer fra Saint-Étienne til Mende, og da etapen var i den afgørende fase, havde Andreas Kron og tre legekammerater i Luis Leon Sanchez, Michael Matthews og Felix Grossschartner slået hul til de øvrige udbrydere.
Det så lovende ud for kvartetten, men med 27 kilometer til mål og håbet om at Andreas Kron i dag kunne sætte kronen på værket på en mesterlig dansk Tour-uge, punkterede danskeren og blev hægtet af.
Kron fik dog kæmpet sig tilbage til forfølgergruppen, hvor også Jakob Fuglsang befandt sig. De ramte bunden af den stigning lige før mål med cirka 20 sekunder op til de tre forreste.
Her slap kræfterne dog op for både Fuglsang og Kron, der måtte droppe vinderdrømmen. Det samme var ikke tilfældet for Alberto Bettiol, der som den eneste sled sig op til Michael Matthews, som var endt alene i front.
Men Michael Matthews viste sig som stærkeste mand på den korte, stejle stigning i finalen, og australieren tog etapesejren.
Jakob Fuglsang og Andreas Kron blev henholdsvis nummer 6 og 13.
Efter etapen var Andreas Kron skuffet over resultatet, fordi punkteringen kostede ham dyrt, mener han.
- Det var en mulig etapesejr. Okay, Matthews var virkelig stærk. Men jeg ramte gruppen, og hvis jeg ikke var punkteret, ville jeg have kørt med om sejren, siger Andreas Kron.
- Så ville det kun have handlet om, hvem der havde de bedste ben til sidst. Det er ærgerligt, siger danskeren.
Da dagens udbrydere havde kørt om kap om etapesejren, ankom feltet og klassementsfavoritterne så til bunden af finalestigningen.
Feltet var langt efter de forreste. Ingen hold ønskede at hive udbruddet i land. Meget tidligt på etapen angreb Tadej Pogacar, men Jonas Vingegaard var i fuld kontrol.
Pogacar gav den også et skud på stigningen lige før mål, og det endte i endnu en dansk-slovensk duel. Vingegaard havde dog ingen problemer med at følge med Pogacar.
De to rivaler kom i mål sammen 12 minutter og 34 sekunder efter Matthews, og Jonas Vingegaard får derfor endnu en dag i gult med et forspring på 2 minutter og 22 sekunder til Pogacar.
Søndagens 15. etape byder på 202,5 kilometer fra Rodez til Carcasonne.
Du kan følge etapen direkte her på dr.dk i Touren på P4. Etapen kan ses hos TV2 og Eurosport.
