Få franske bjergtoppe vækker større minder i Danmark end Hautacam.
I år agerer det slagmark for den endegyldige bjergduel mellem danske Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) og slovenske Tadej Pogacar (UAE) på 18. etape af Tour de France. Og i 1996 var det her, at Bjarne Riis, svøbt i gult, grundlagde den efterfølgende samlede sejr i verdens største cykelløb.
- Det er verdensklasse, og man har lyst til, her på grænsen til Spanien, bare at råbe på spansk manér her, hvor Bjarne Riis kører ind over. RIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIS, skreg DR's radiokommentator, Peter Piil.
Kort derfra i TV2's kommentatorboks sagde Jørn Mader simultant en sætning, som siden er blevet gentaget i det uendelige.
- Kys til Bjarne, kys til Danmark.
Ordene glemmer vi aldrig. Det samme gælder pressemødet 11 år senere, hvor Bjarne Riis indrømmede, at han havde taget doping i perioden fra 1993 til 1998. I bogen 'Riis' erkendte cykelrytteren siden, at brugen af doping gik helt tilbage til 1980'erne.
Indrømmelsen faldt for tidsfristen på otte år hos Det Internationale Cykelforbund, UCI, og derfor står Riis fortsat noteret som vinder af Tour de France i 1996.
Tilbageblikket på Riis' sejr på Hautacam ses i dag i skyggen af hans senere indrømmelser. Men dengang i 1996 blev Riis hyldet for måden, hvorpå danskeren legede med sine konkurrenter. Flere gange lod han sig falde tilbage og så de andre an, inden Team Telekom-kaptajnen satte sit afgørende angreb ind og kørte alene i mål.
- En-to kilometer fra mål var jeg godt nok i krise. Der kørte jeg på grænsen. Jeg husker, at jeg var ved at køre ind i en bil. Men det er jo Tour de France. Det er det, man skal. Hvis du vil vinde, koster det, sagde Bjarne Riis onsdag til TV2 Sport.
Etapen og Riis' præstation fik en særlig plads i danskernes hukommelse, siger DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, der var pressechef for Riis' hold Team CSC, da Bjarne Riis holdt pressemødet, hvor han indrømmer at have taget doping.
- Det var en milepæl i dansk sportshistorie. Bjarne Riis var blevet nummer tre året inden, så interessen for Tour de France voksede eksplosivt i de år.
Brian Nygaard mener dog også, at Riis' dopingindrømmelser gør, at man i dag ser Tour de France anno 1996 og sejren på Hautacam i et andet lys. Samtidig slår han fast, at man ikke kan omskrive historien.
- Det er historieforfalskning at sige, at Bjarne Riis ikke vandt Touren. Det gjorde han, men der er nogle omstændigheder omkring hans sejr, som man ikke var klar over dengang. Så det har fået en anden historie for eftertiden, end da folk så det, siger DR Sportens cykelekspert.
- Men at søge soning for det, der er sket i fortiden, er for meget at forlange og også mere, end man kan af cykelsporten. Den skriver sin egen historie, og den hænger sammen med fortiden, men der er store forskelle (på nutiden og fortiden, red.), og det er vigtigt at holde fast i.
Der er gået 26 år, siden Bjarne Riis leverede sit ridt på Hautacam, og det kan også ses på cykelsporten, vurderer Brian Nygaard.
- Selv Vingegaard var ikke født, da Bjarne Riis vandt. Det er en ny fanskare, vi har nu. Det, der også er sket, er, at vi har en guldåre af danske ryttere, som kan vinde alt fra VM, Flandern Rundt til Tour de France.
- Vores forhold til sporten er anderledes, og det appellerer endnu bredere, end det gjorde dengang, selvom det blev en bred succes bagefter, siger Brian Nygaard.
Duellen mellem to unge, spirende klatrere, Vingegaard og Pogacar, får Brian Nygaard til at forudse, at de fremtidige udgaver af Touren ser spændende ud.
- Vi får en ny og ung vinder. En vinder, der har fremtiden foran sig. Med al ære og respekt for Riis, så var han det jo ikke dengang, fordi det var sent i hans karriere. Vingegaard kører løbet for anden gang, og sidste år blev han nummer to, så det åbner nogle flere døre i forhold til fremtiden, siger Brian Nygaard.
18. etape af Tour de France kan følges i livebloggen her på dr.dk og i Touren på P4. Etapen kan også ses hos TV2 og Eurosport.
