Dagens Tour-tjek: Pogacar gav op, da Vingegaard viftede hvert eneste angreb til side

DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, giver sin analyse af Tourens 16. etape.

Jonas Vingegaard har taget hul på Pyrenæerne efter dagens etape, hvor han ikke tabte tid til Pogacar.

Det er Tadej Pogacar, der skal angribe i Pyrenæerne. Sådan var det inden tirsdagens etape, sådan er det også efter.

Mens canadiske Hugo Houle fra front kørte etapesejren hjem på tirsdagens tur til Foix, viste Jonas Vingegaard, at han har tænkt sig at fastholde sit forspring til sidste års Tour-vinder, Tadej Pogacar.

178 kilometer indbød til angreb på særlig to stigninger. Den første blev brugt flittigt af Pogacar, der i flere omgange satte sig for at køre fra danskeren. Både da det gik op og ned. Kun det ene så ud til at kunne blive til noget, men aldrig blev det alvorligt for Vingegaard.

Tirsdag aften går Tourens gule førertrøje i seng med samme forspring, som han stod op med.

Det glæder DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, for det lover godt for de næste og sidste to dage i Pyrenæerne, hvor Tadej Pogacar kan tage tid på sin danske konkurrent.

Herunder får du ekspertens overblik fra en hektisk 16. etape:

Prompte svar på alle slovenske spørgsmål

Jonas Vingegaard kørte først over stregen, da de to duellanter fik samme tid på tirsdagens etape.

Pogacar prøvede, da det gik op. Vingegaard svarede tilbage. Pogacar prøvede, da det gik ned. Vingegaard svarede tilbage.

Danskeren kørte sågar først over målstregen efter de to stigninger og den sidste nedkørsel. Derfor er der ifølge DR Sportens cykelekspert ingen grund til at være mere nervøs efter dagens etapen, end man var inden.

- Der var ingen problemer. Tværtimod. Pogacar prøvede og prøvede, og i virkeligheden gav han også op i den forstand, at han ikke forsøgte mere, end han gjorde. Det må være en stor lettelse, selvom han ikke har været nervøs.

Selvom Jonas Vingegaard i løbet af weekenden mistede to vigtige hjælperyttere viste han og holdet, at de ikke lader sig overrumple taktisk. Wout van Aert og Nathan Van Hooydonck kørte med i et udbrud, mens Sepp Kuss vanen tro hjalp danskeren på stigningerne.

- Jumbo-Visma gjorde det taktisk virkelig godt. Det så lidt underligt ud med to mand i front, men det var der en sammenhængende plan med, for de fik brugt hjælperytterne godt på de rigtige tidspunkter, siger Brian Nygaard.

- Jonas Vingegaard kører i den gule trøje, som han skal. Han har overblik over situationen, han bruger holdet optimalt, og han lader sig ikke provokere eller stresse. Det er vigtigt, for han har et forspring.

Vingegaard ser ud, præcis som han skal

Pogacar nåede at slå et minimalt hul, men Vingegaard svarede tilbage på alt.

Da Jonas Vingegaard styrtede i weekenden, slog han hjelmen hårdt ned i asfalten. Den satte sorte aftryk på den gule trøje helt bogstaveligt talt. Efter gårsdagens hviledag kører Tour-feltet igen, og styrtet er ikke til at se.

- Der er ikke noget, der tyder på, at han er medtaget af sit styrt fra weekenden. Han er kommet godt videre fra hviledagen, så han ser præcis ud, som han skal.

- Hver dag tæller for Vingegaard, og han må glæde sig over det, hver eneste gang han krydser en ny dag af uden at tabe tid, siger Brian Nygaard.

Det kom til udtryk, da Pogacar ikke angreb på anden stigning efter fejlede forsøg på den første.

- Selvom Pogacar skal udfordre og hente tid, skal han ikke prøve på at gøre ting, der ikke kan lade sig gøre for syns skyld. Han kunne godt fornemme, at det ikke skulle være i dag. Det lærte han af de første angreb, han satte ind, og derfor tog det lidt af lysten fra ham.

Game on, Pogacar

Det bliver mand mod mand de næste to dage, hvor der er vilde stigninger i Pyrenæerne på programmet.

På søndag er der paradekørsel i Paris. Dagene frem mod afgør, om det er et par danske eller slovenske cykelsko, der skal træde op på podiets øverste trin. Pogacar er stadig to minutter og 22 sekunder efter Vingegaard, og han har ikke mange muligheder tilbage for at hente tid.

- Med mindre der kommer en krise hos Vingegaard i morgen, kan jeg ikke se, at Pogacar kan hente meget tid i morgen. Han skal selvfølgelig forsøge at køre et hårdt cykelløb, men i virkeligheden tror jeg kun, at der er torsdag tilbage.

Der venter en enkeltstart på lørdag, men her vurderer Brian Nygaard ikke, at Vingegaard kan tabe det forspring, han har lige nu. Derfor er de næste to dage i Pyrenæerne altafgørende.

- Hvis det bliver to lange dage for Vingegaard, bliver det to korte dage for Pogacar, for nu er der en dag mindre, hvor han kan gøre en forskel.

- For mig at se ender torsdag med at blive sidste chance for Pogacar, siger Brian Nygaard.

Onsdag venter næste vigtige slag i Pyrenæerne på 16. etape. Du kan følge direkte med her på dr.dk og i Touren på P4. Etapen kan ses hos TV2 og Eurosport.