Efter ny pragtpræstation er Vingegaard kun én nats søvn fra, at drømmen bliver til virkelighed

Jonas Vingegaard blev nummer to på lørdagens enkeltstart.

Søndag sætter Jonas Vingegaard kursen mod Paris iført den gule førertrøje. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Først kører sidst, når der er enkeltstart i Tour de France.

Derfor rullede Jonas Vingegaard i den gule førertrøje ud på dagens enkeltstart som sidste rytter. Det samlede forspring lød på mere end tre minutter til Tadej Pogacar, der tog hul på de 40 kilometer to minutter tidligere.

Missionen var klar for den førende dansker, der skulle holde sloveneren bag sig og holde sig selv på cyklen.

Strækningen på 40 kilometer bød undervejs på tre mellemtider, og derfor havde Vingegaard som sidste rytter mulighed for hele tiden at tage bestik af situationen og det tempo, Pogacar satte undervejs.

Det gjorde danskeren, da Pogacar ved første måling satte ny bedste tid. Mindre end to minutter senere blev den nemlig slået, da lynhurtige Jonas Vingegaard viste, hvor vild hans Tour-form er. Vingegaards første mellemtid var syv sekunder hurtigere end Pogacars, og derfor blev presset mindsket markant efter de første otte kilometer.

Iført den hvide ungdomstrøje forsøgte Tadej Pogacar at hente tid på Jonas Vingegaard. (Foto: © Yoan Valat, Ritzau Scanpix)

Derfor kunne det forventes, at Vingegaard ville tage mindre risici i svingene, og at tempoet derfor ville dale en smule. Sådan gik det ikke. Tværtimod. Ved anden mellemtid var danskeren hele 20 sekunder hurtigere end sin slovenske udfordrer. Den gule trøje fløj igennem svingene i så aerodynamisk perfektion, at rygsøjlen stak op, mens øjnene var rettet mod de franske veje. Også ved tredje måling var han hurtigst.

Mod slutningen så det snarere ud til at blive et spørgsmål om etapesejr end om forsvar af den gule trøje. Vingegaard var fra start til slut hurtigere end Pogacar, men med et par kilometer til mål lettede han på trådet. For på et stykke med noget nær nedkørsel og skarpe sving mistede hjulene et kort øjeblik den perfekte linje.

Vingegaard var på vej væk fra asfalten og ud i gruset, men næsten på millimeteren formåede han at rette op og igen sætte kursen mod målstregen. Vingegaard vidste da, at den samlede sejr ikke var i fare, og derfor var der ingen grund til at risikere den gule trøje for en etapesejr.

Efter at sætte næstbedste tid på dagens enkeltstart kører Jonas Vingegaard i morgen til Paris iført den gule førertrøje.

Forhåndsfavoritten leverede

Tidligere på dagen sad danske Mikkel Bjerg (UAE) længe i den varme stol, der indtages af manden med den hurtigste tid, efter at have leveret en toppræstation tidligt på enkeltstarten.

Det var alligevel ingen overraskelse, at han måtte overgive pladsen til en italiener i regnbuestriber. Filippo Ganna (INEOS) er verdensmester i disciplinen, og tempospecialisten skød ned ad rampen og ud i solen. Italieneren levede op til den favoritværdighed, der følger med verdensmesterskabets regnbuestriber, og kørte ind i tiden 48 minutter og 41 sekunder. Han skrællede mere end halvandet minut af Mikkel Bjergs tid.

Således kendte de resterende ryttere tiden, der skulle slåes.

Det hjalp ikke den europæiske mester, Stefan Küng (Groupama-FDJ), der var mere end et minut langsommere end Filippo Ganna.

De to var blandt de største favoritter til etapesejren sammen med Wout van Aert, der allerede har vundet to gange i årets Tour, mens han også har været en vigtig hjælper for holdkammerat og -kaptajn Jonas Vingegaard.

Wout van Aert har nu vundet tre etaper under årets Tour de France. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Den belgiske tempospecialist var hele 28 sekunder hurtigere end Ganna, da der blev taget første mellemtid på enkeltstarten. Kadencen blev ikke mindre, og det lignede, at han ville smadre alt og alle, da den tredje mellemtid også var dagens bedste.

Wout van Aert krydsede målstregen i fantomtiden 47 minutter og 59 sekunder. Han holdt en uhørt gennemsnitsfart på mere end 50 kilometer i timen og kunne fejre sin tredje etapesejr i årets Tour. Nærmeste konkurrent var Vingegaard, der ikke jagtede for alvor på de sidste 500 meter.

Derfor blev lørdag til endnu en stor sejr for Jumbo-Visma. Van Aert iklædt den grønne pointtrøje sikrede holdets sjette Tour-sejr i år, mens Jonas Vingegaard på fortrinlig vis forsvarede sin samlede føring.

Nu venter kun søndagens paradekørsel til Paris. Jonas Vingegaard begynder årets sidste Tour-etape i den gule trøje, og du kan følge det hele i Touren på P4 og på dr.dk fra klokken 16.