Endnu en flad dag venter rytterne i Tour de France. Fra det ene vindistrikt til det andet. Den 213,5 kilometer lange etape starter i Troyes i Champagne-regionen og slutter i Nuits-Saint-Georges i Bourgogne-regionen. Og dagens etape kan meget vel komme til at ligne den i går, lyder det fra Henrik Fallesen.
- Det er en dag, som igen er meget varm. Heldigvis for rytterne er det en etape, der er meget, meget flad. Der er kun en enkelt kategoriseret stigning på etapen, så de fleste forventer, at det ender i en massespurt i eftermiddag. Målstregen går stort set ligeud de sidste fem kilometer, så det kan næsten ikke ende i andet, siger han.
I går blev det tyskeren Marcel Kittel (Quick-Step Floors), der tog sin anden etapesejr ved årets Tour de France efter en massespurt, og det er ham, Fallesen sætter sin lid til i dag.
- Nu synes jeg, at Marcel Kittel har bevist, at han er den hurtigste mand i Tour de France indtil videre. Så for at jeg ikke skal ramme helt forkert for fjerde dag i træk, er det altså Marcel Kittel, der er min fidus her i Nuits-Saint-Georges på syvende etape, siger han.
Sædet brænder efterhånden under Henrik Fallesen efter endnu en forkert Tour-spådom. I går forudsagde han, at Arnaud Démare (FDJ) ville komme først over mållinjen, men det blev Marcel Kittel, der vandt etapen. Derfor er Fallesen naturligvis blevet tildelt en straf. Straffen har noget med Astana-holdet at gøre. Kan du se, hvad det er?