Fotofinish havde Holm ude i tovene: Vi levede og døde 20 gange

Brian Holms tyske sprinter Marcel Kittel vandt syvende etape i Tour de France efter en umådelig tæt afgørelse.

Hvem kom først – Marcel Kittel eller Edvald Boasson Hagen? Selv på målfotoet efter den afsluttende sprint på syvende etape i Tour de France var det svært at udpege en vinder.

Efter megen ventetid blev det imidlertid tyskeren Kittel, der blev tildelt sejren, og han har nu vundet tre sejre i dette års Tour.

- Der var ikke nogen, der var it tvivl om, hvem der var den hurtigste, sagde den danske sportsdirektør på Quickstep Floors-mandskabet Brian Holm jokende efter afgørelsen, inden han tilføjede:

- Ej, det er rart, vi vinder, men Ewald og Dimension Data har haft lidt modvind her i Touren, så uha bare tanken på, hvor ondt det gør på dem.. Men jeg kan leve med det.

Levede og døde tyve gange

Normalt er det forholdsvist simpelt at udpege en vinder, når først man tager fotofinish i brug. Men i dag var det med det absolut yderste, at Kittel vandt. Kun fem millimeter var Boasson Hagens hjul efter Kittels, da tyskeren krydsede målstregen.

Og det tog altså Tour de France-kommissærerne en rum tid at finde ud af, hvem der faktisk havde vundet.

- Vi levede og døde tyve gange. Så havde han vundet, så havde han ikke vundet. Stemningen var trykket, og nogle gæster i bussen måtte gå ud til sidst. Det er ikke det samme at vinde på foto-finish, det er lidt sjovere, når man er sikker.

Det var Kittels 12. etapesejr i Tour de France. Du kan se et fyldigt referat af etapen i Aftentouren, som vi sender på DR 1 fra kl. 21.25.