Når man skal udpege de stærkeste hold ved årets Tour de France, så er det umuligt at undgå Astana, der er spækket med stjerner. Her er danske Jakob Fuglsang en af dem.
Danskeren skal dog ikke forvente at køre sine egne chancer alt for meget, da det mest af alt ligner, at Fuglsang kommer til at køre 100 procent i en hjælperolle.
De to store italienske stjerner i Vincenzo Nibali og Fabio Aru er nemlig også en del af holdet, hvor det ventes, at Aru får kaptajnrollen, selvom det er første gang, at han kører Tour de France.
Aru vandt Vuelta a España sidste år, mens Nibali vandt Giro d’Italia her i foråret.
Udover de tre ovestående har Astana også udtaget Tanel Kangert, Alexey Lutsenko, Luis Leon Sanchez, Diego Rosa, Andriy Grivko og Paolo Tiralongo.
Der er nu udtaget fem danskere til Touren. Udover Fuglsang er det Chris Anker Sørensen, Christopher Juul Jensen, Lars Bak og Michael Mørkøv.
