Fuglsang skal styre cykelholdet til medaljer ved OL

Jakob Fuglsang bliver kaptajn på det danske cykelhold ved OL. Holdet tæller også Chris Anker Sørensen og Christopher Juul.

Jakob Fulgsang for sit hold Astana. Til OL tropper han op i rødt og hvidt som kaptajn for Danmark. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det danske cykelhold til OL er på plads.

Jakob Fuglsang bliver kaptajn på holdet, der også kommer til at tælle Chris Anker Sørensen og Christopher Juul Jensen.

Landevejsløbet i Rio er 253 kilometer langt, og kaptajn Fulgsang forudser et hårdt løb:

- Jeg tror, at det bliver et langt og udmagrende løb, hvilket normalt er noget, som passer mig godt. OL er noget helt specielt, og det er et af mine store mål i år, netop fordi ruten er, som den er, siger Fulgsang i en pressemeddelelse sendt ud af DIF.

Svært at kontrollere

Sportschef i Danmarks Cykle Union, Lars Bonde, har nærstuderet ruten i Rio, og han tror på dansk succes i Brasilien:

- Det har tit vist sig, at OL-løb er svære at kontrollere for de store nationer. Det, tror jeg egentlig, taler til fordel for en Fuglsang, som absolut kan noget på egen hånd, og faktisk hele vores hold som henover tre ryttere borger for stor kvalitet, siger Lars Bonde.

Mens det danske hold tæller tre ryttere, stiller cykelnationer som Spanien, Italien og Colombia med fem ryttere.