Mørkøv udgår af Tour de France

Efter 48 kilometer af 8. etape måtte Mørkøv opgive at følge med feltet.

Michael Mørkøv har næsten ikke lavet andet end at lide i Tour de France. Og nu stopper pinslerne så for den danske Katusha-rytter, der udgår af verdens største cykelløb.

Et meget voldsomt styrt på første etape har voldt Mørkøv store problemer den seneste uge. Flere gange er han trillet alene i mål på kanten af tidsgrænsen, men nu udgår han som den første i årets Tour-felt.

Michael Mørkøv måtte give slip på et felt i hæsblæsende tempo allerede efter 48 af dagens 184 kilometer. Og da de forreste ryttere kun manglede 40 kilometer valgte Mørkøv at opgive den umulige kamp mod tiden. Det meddeler både Radio Tour og Katusha.

https://twitter.com/katushacycling/status/751781598459289600

Michael Mørkøv var ellers ved godt mod før 8. etape, der bød på det første bjerg uden for kategori: Col du Tourmalet. Inden etapen fortalte han, at han ”havde det okay” og var ”meget optimistisk”. Men han fortalte også, at han ville komme til at kæmpe alene ude på ruten:

Jeg er overladt til mig selv. Det er svært at sætte nogen til at passe på, selvom man gerne ville. Det er svært på forhånd at udregne en tidsgrænse, og hvis man eventuelt er nogen der venter, så risikerer man at bringe flere ryttere i fare. Jeg må selv spænde ballerne sammen og følge med de andre.

Det er som nævnt styrtet på første etape, der har været roden til alt ondt i Mørkøvs Tour de France. Selvom han er blevet behandlet intenst lige siden uheldet, så kunne han altså ikke hjælpes til Paris.