Efter en traditionel sprinter-start på Tour de France er det i dag klassements-rytternes tur til at vise sig frem.
Femte etapes 216 kilometer byder nemlig på Tourens første bjerge, når feltet rammer midten af Frankrig og Massif Central.
- Den her femte etape er et bevis på, at årets Tour de France har en rigtig bjergrig rute. For inden vi kommer til de to store bjergkæder, Pyrenæerne og Alperne, så har man lige lagt Massif Central ind med nogle mellemstore bjerge, der godt nok ikke er så høje, til gengæld så er de rimelig skarpe.
- Det betyder, at en etape som i dag, den er enormt svær at forudsige, forklarer DR Sportens cykelkommentator, Henrik Fallesen.
Den gode Fallesen er stærkt i tvivl om, hvordan etapen kommer til udvikle sig. Det kan nemlig ende med alt fra at et tidligt udbrud kører hjem til klassementsfolket går all in og viser, hvem der er feltets stærkeste, når det går opad.
De sidste 50 kilometer bliver vilde
Men let presset af omstændighederne omkring konceptet i Fallesens Fiduser, sætter vores mand i Frankrig alligevel ord på en personlig favorit til etapesejren.
- Hvis jeg endelig skal komme med et bud, og det er sindssygt svært at gøre det i dag, så tror jeg Julian Alaphilippe fra Etixx-holdet, kan tage etapesejren eller den gule førertrøje.
- Han viste på anden etape, at han godt kan køre med på de her skarpe stigninger. Og det stiger også en lille smule de sidste 600 meter, de stiger med 5-6 %, på sin vis ligesom i går, siger Fallesen, som også er klar med et bud på, hvornår du bør kaste alt til side, og koncentrere dig fuldt ud om dagens etape.
- Det bliver en etape, hvor især de sidste 50 kilometer, skal høres i radioen. Der er fire stigninger, og det bliver action-packed.