Jakob Fuglsang er bosat i Monaco, men i mange år boede han i Luxembourg, og det indgående kendskab til vejene i og omkring det lille hertugdømme kom ham til gode på afslutningen af tredje etape i Tour de France.
De tusindvis af kilometer, han har tilbagelagt på træningsture i området, betød, at han nærmest var på hjemmebane, da feltet ramte målbyen Longwy, der ligger i Frankrig, men tæt på hans tidligere hjem i Luxembourg.
- Det var fedt at køre på de veje, som jeg har trænet på tidligere. Det var sjovt og selvfølgelig også en lille fordel at kende ruten på forhånd, siger Astana-rytteren.
På de afsluttende kilometer, hvor det gik opad, kunne han ikke hamle op med specialister som etapevinder Peter Sagan (Bora) og Greg van Avermaet (BMC).
Men danskeren viste alligevel, at han er i god form, da han trillede over målstregen som nummer syv, foran alle konkurrenterne.
- Jeg følte, at det gik godt og som jeg havde håbet på. For jeg sad med fremme, da vi ramte de to sidste kilometer, og det var helt perfekt. Jeg kom frem på nedkørslen og fik en god position, og det var altafgørende for at sidde med op over stigningen.
Ekstra opbakning
Man skal dog ikke tolke alt for meget ind i dagens afslutning for danskerens vedkommende, understreger han.
- Hvis man ikke har benene er det svært at sidde med, men det er noget helt andet i forhold til en bjergafslutning, for det var stadig kun en lille knold, hvor puncheurs (specialister i afslutninger som dagens, red.) som van Avermaet og Sagan sidder med og kører om sejren, forklarer han.
Jakob Fuglsang flyttede sidste år til Monaco efter i en årrække at have boet i Luxembourg, hvor hans kæreste er fra, men han er ikke glemt på sine gamle træningsruter endnu. I hvert fald var der lidt ekstra opbakning til ham på dagens rute.
- Jeg hørte da lidt hist og pist, men det var ikke helt, som hvis det havde været i Danmark, siger Jakob Fuglsang.
Du kan se et fyldigt sammendrag af dagens etape i Aftentour i aften på DR1 klokken 21.00.