Det har taget tid, men i dag har Jakob Fuglsang en rolle hos Astana som en af de ryttere, der er sikker på at blive hørt, når han åbner munden.
Derfor har den 32-årige dansker også sat sin signatur på en kontraktforlængelse med det kasakhiske hold, der holder ham i det lyseblå tøj frem til og med 2019.
- Jeg føler mig godt tilpas og ved, hvad jeg har. Hvis jeg skiftede ville jeg jo ikke vide, hvad jeg ville få. Og så har jeg efterhånden også oparbejdet mig en position på holdet, hvor jeg har noget at sige, og det er selvfølgelig også vigtigt.
- Vi arbejder på at forbedre det, vi kan forbedre (på holdet), og dér lytter de efterhånden også mere til mig nu, end de gjorde de første år, siger han om sin beslutning.
Til trods for lidt tvivl i kølvandet på et tvetydigt tweet fra Astana, der tilsyneladende gjorde italieneren Fabio Aru til kaptajn, er det planen at Jakob Fuglsang skal fungere som hans ligestillede i dette års Tour de France.
Med kontraktforlængelsen håber han på at kunne fortsætte i det spor og i fremtiden blive i den rolle.
- Hvis jeg kan holde niveauet og fortsætte med at køre stærkt, håber jeg da på at have muligheden for at køre som kaptajn på holdet.
Sejr gav bedre kontrakt
Sejren i etapeløbet Criterium du Dauphiné tidligere på måneden har givetvis forstærket hans position på holde, ligesom det formentlig også har sikret ham lidt mere på lønkontoen.
- Det er klart, at jeg kan mærke, at jeg er blevet mere værd og mere eftertragtet. Det giver en anden mulighed, og det er en anden kontrakt, end hvis vi havde talt inden Dauphiné. Så havde det måske været en anden kontrakt og en anden position, jeg skulle udfylde.
Lørdag skydes Tour de France i gang med en 14 kilometer lang enkeltstart i Düsseldorf, og det bliver ikke med Jakob Fuglsang i en hovedrolle.
Tværtimod handler det om at begrænse skaderne.
- Jeg håber at køre en god enkeltstart, men forventer at skulle minimere tidstabet. Jeg tror, at både Richie Porte og Froome kommer til at køre rigtig stærkt.
Hvor meget kan du sætte til og stadig kalde det en god enkeltstart?
- Det er svært at sige, men et sekund per kilometer, det ville helt sikkert være tilfredsstillende, siger Jakob Fuglsang.
Jakob Fuglsang har kørt for Astana siden 2013.
Du kan se, hvordan det går for Fuglsang og alle de andre, når DR1 sender AftenTour 2017 klokken 19.45.