Jakob Fuglsang har sovet dårligt på grund af smerter

Jakob Fuglsang har ikke sovet for godt natten til torsdag, fortæller værelseskammerat Michael Valgren.

Jakob Fuglsang sov dårligt natten til torsdag efter sit styrt. (Foto: © LIONEL BONAVENTURE, Scanpix)

Cykelrytteren Jakob Fuglsang (Astana) er på trods af onsdagens styrt, der resulterede i en fraktur i håndled og en fraktur i albuen, klar til start på torsdagens etape.

Der har været meget tvivl om danskerens tilstand forud for etapen, og lige inden rytterne rullede ud på torsdagens etape, var Fuglsang ved godt mod, men også spændt på, hvordan det kommer til at gå i forhold til smerterne.

- Det er fint, men vi må se, hvordan det går derude, sagde Astana-rytteren i forbifarten til de fremmødte journalister, inden han trillede videre ud på etapen.

Fuglsangs holdkammerat Michael Valgren havde lidt flere kommentarer at tilføje om vennen og værelseskammeratens tilstand.

- Jeg skal blive ved Jakob Fuglsang hele dagen for at passe på ham, sagde Valgren.

- Jakob har sovet ok de første par timer i nat, men derefter kunne jeg godt mærke på ham, at smerterne generede ham.

Torsdagens 12. etape i Touren er 214,5 kilometer lang og går fra Pau til Peyragudes.

Efter to flade etaper er det favoritterne og lykkeridderne, der bliver kaldt til våben, når Tour de France kører ind i Pyrenæerne.

100 uproblematiske kilometer som indledning er velegnede til tidlige udbrud.

De sidste 50 kilometer byder på barske stigninger, og etapen er den anden ud af tre med målstreg på toppen af et bjerg i dette års Tour.

/ritzau/