Når Christopher Juul-Jensen lørdag sætter sig i sadlen, så starter han samtidig karrierens største cykeludfording. Mere end 3500 kilometer rundt i Frankrig.
Derfor kan det være meget godt at have et enkelt råd eller to med på bagagebæreren.
Sådan et giver Michael Mørkøv gerne, selvom de to danskere kører på hver deres hold.
- Lige præcis i Tour de France er det simpelthen et spørgsmål om at slappe af. Du skal ikke snakke for meget med pressen, selvom de gerne vil snakke med dig, lyder det verbale skub bagi fra Team Katusha-rytteren, der i år kører sin tredje Tour de France.
Drømmer om et dansk hold
Til årets Tour de France stiller hele fem danske ryttere ud over Christopher Juul-Jensen og Michael Mørkøv til start.
Der mangler derfor kun to ryttere, for danskerne kunne samle et helt cykelhold.
Og står det til Mørkøv, så ville det være en drøm at kunne køre Tour de France for et dansk cykelhold en dag.
- Sidst i min karriere vil jeg rigtig gerne køre på et mindre dansk hold, der måske kunne få et Wildcard til Tour de France. Jeg krydser mine fingre for, at der kommer et dansk cykelhold på et tidspunkt.
De øvrige danske ryttere, som stiller til start i årets Tour de France er; Jakob Fuglsang, Lars Bak, Chris Anker Sørensen, Michael Valgren og Matti Breschel.
