Det lignede umiddelbart en del af en større taktik fra Fabio Aru, da Michael Valgren gik i udbrud på dagens hårde bjergetape i Alperne. Men det var faktisk ikke planen for danskeren.
- Det var sgu okay. Jeg ramte det afgørende udbrud, som var en del af planen og så overleve så langt, jeg kunne. Det rakte desværre ikke til en etapesejr. Der var jeg lige et stykke fra. Jeg gik bare kold til sidst, forklarer Valgren.
- Planen var at vinde etapen, siger han.
Valgren har vist rigtig god form her i den tredje uge af Touren og har også en god fornemmelse, men han mangler lige det sidste.
- Jeg synes, at det er gået fint i bjergene. Jeg mangler altid lige det sidste. Jeg går altid kold til sidst. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at holde energiniveauet oppe. Jeg spiser og drikker ellers til, at jeg er ved at revne. Men det kommer nok med årene, lyder det fra Valgren.
Valgren blev nummer 55 på etapen godt 12 minutter efter etapevinderen Warren Barguil.
