Det blev til en etapesejr for italienske Vincenzo Nibali, der kunne køre alene i mål på årets kongeetape i Tour de France.
Astana-kaptajnen var stukket fra favoritgruppen tidligere på etapen, da Chris Froome i den gule trøje pludselig fik tekniske problemer med sin cykel.
Froome var dermed ikke i stand til at lukke hullet, og Nibali kunne få skabt en god, solid føring. Ikke i orden, mener Froome.
Usportsligt af Nibali
- Der var et øjeblik ude på ruten, hvor noget satte sig fast mellem bremserne og bagdækket. Det bremsede fuldstændig. Jeg måtte stoppe og få det ud, før jeg kunne fortsætte. I det øjeblik valgte Nibali desværre at angribe, siger Chris Froome.
- Personligt synes jeg, at det er ret usportsligt. Han havde hele stigningen til at angribe og gør det så, når jeg har tekniske problemer. Jeg ville i hvert fald aldrig angribe løbets nummer et på den måde.
Med etapesejren kravlede Vincenzo Nibali op på fjerdepladsen i klassementet. Chris Froome kom ind som treer efter Nairo Quintana, som hentede 30 sekunder på briten, der dog fortsat er i gult.