Søndag pustede tidsgrænsen danske Michael Mørkøv (Katusha) i nakken, men 3. etape mandag artede sig, så han kunne restituere.
- Det var præcis dét her, jeg havde brug for for at kunne fortsætte i Touren. Var der blevet lukket op fra starten af, så havde jeg været i vanskeligheder. På så lang en etape havde det været svært at hænge på. Jeg har været meget heldig i dag, siger Michael Mørkøv.
- De to gange jeg var oppe at tisse i nat, der brugte jeg fem minutter på at gå toilet. Der tvivlede jeg godt nok på, at jeg kunne køre 220 kilometer i dag, men heldigvis udviklede løbet sig perfekt for mig.
Etapen bød på 223,5 kilometer fra Granville til Angers, og da etapen var flad, så blev forløbet perfekt for danskeren. Et udbrud kom afsted, og det blev først kørt ind, da sprinterholdene vurderede, at der skulle ske noget til sidst.
- Der var en af de andre ryttere, der spurgte mig, hvor meget jeg havde betalt feltet for at køre så langsomt i dag, griner Michael Mørkøv.
Katusha-rytteren styrtede lørdag og slog sin ene fod, hvilket søndag gav ham problemer med overhovedet at træde i pedalen.
Danskerens opgave i Tour de France er i høj grad at være en afgørende brik for holdets sprinter Alexander Kristoff.
3. etape blev vundet af Mark Cavendish (Dimension Data), som i en usædvanlig tæt spurt besejrede André Greipel (Lotto Soudal).
Michael Mørkøv kom i mål otte minutter og 44 sekunder efter Mark Cavendish, der overtog den grønne pointtrøje.
Den gule førertrøje sidder på Peter Sagan (Tinkoff).
Du kan se hele interviewet med Michael Mørkøv øverst i artiklen.
/ritzau/