Vinokourov: Fuglsang er et stort tab for os

Alexandre Vinokourov er selvfølgelig meget ærgerlig over, at Jakob Fuglsang måtte udgå på fredagens etape.

Astana kunne godt have brugt Jakob Fuglsang i den sidste uge af Tour de France. (Foto: © PHILIPPE LOPEZ, Scanpix)

De seneste dage har været en meget blandet oplevelse for Astana. Jakob Fuglsang røg ud af klassementet og senere ud af løbet, mens Fabio Aru tog den gule førertrøje fra Chris Froome.

Nu skal Astana i forsvar af trøjen den sidste uge af løbet, og der kunne Fuglsang have været en meget vigtig brik.

- Det er selvfølgelig et stort tab for vores hold. Først Cataldo og nu Fuglsang. Det er ærgerligt efter et styrt som dette. Vi havde selvfølgelig brug for Fuglsang i den kommende uge, men vi vil ikke presse ham til at blive, hvis han ikke kan, siger Alexandre Vinokourov.

- Det var godt, at vi kunne spille med to kort med Jakob, men jeg er selvfølgelig ked af det på hans vegne, siger holdmanageren.

Danske Michael Valgren, der også boede på værelse med Fuglsang, er selvfølgelig også ked af, at det blev til et dansk exit. Han fik det først at vide, efter han kom over målstregen, da DR Sporten spurgte ind til det.

- Det var måske forventeligt. Han havde det jo ikke godt. Jakob har før prøvet at køre med sådan noget, hvor han var helt ’fucked’ efter at have pint sig selv, så det skulle han selvfølgelig ikke gøre igen, siger Valgren om det danske exit.

Valgren bliver en vigtig mand for Astana og Fabio Aru de kommende dage, hvor terrænet er lidt mere spiseligt for den alsidige rytter.