Tour de France kan desværre ikke starte i Danmark hvert år, så i 2023 lægger Baskerlandet asfalt til starten. Og sidste etape er, som altid, på Champs-Elysees i Paris. Så meget har stået klart i lang tid.
Rygterne om, hvilke strabadser rytterne ellers skal udsættes for, har som sædvanligt svirret, lige siden Jonas Vingegaard kunne lade sig hylde på podiet i Paris i sommer.
Hvilke bjerge skal feltet over, hvor mange kilometer enkeltstart byder franskmændene på – og for danskerne, hvor kan Jonas Vingegaard sætte sine konkurrenter til vægs?
Alle disse spørgsmål kunne Tour-chef Christian Prudhomme i dag besvare i Paris, da han løftede sløret for den kommende Tour-rute.
Og det bliver en rute, der byder på flere hårde bjerge.
6. etape byder på både Col d'Aspin, Col du Tourmalet, inden etapen slutter på den 16 kilometer lange Cauterets-Cambasque.
På 9. etape rammer feltet Puy de Dome, som er en brutal stigning, der rammer tocifrede stigningsprocenter de sidste fire kilometer. Måske her får vi de første tegn på, hvem der kan vinde Touren.
13. etape slutter på toppen af Grand Colombier, som holder et gennemsnit på 7 procent over 17 kilometer.
Herefter følger løbets eneste enkeltstart, på 16. etape, som er 22 kilometer lang. Den slutter opad, og ligner ikke nødvendigvis en lækkerbisken for tempospecialisterne.
17. etape ligner en modbydelig sag, hvor feltet skal passere løbets højeste punkt, den voldsomme Col de la Loze, som i den version, der her skal forceres, byder på uafbrudt stigning i cirka 35 kilometer.
Toppen af bjerget blev for få år siden asfalteret og er decideret modbydeligt stejl.
Dermed er banen kridtet op. Om det bliver Vingegaard, Pogacar eller Remco Evenepoel, der tager sejren, finder vi ud af til sommer.
Kvinderne skal bestige legendarisk bjergpas
Men det er ikke kun herrefeltet, som bliver sendt på en strabadserende tur i Frankrig næste år. Også ruten til kvindernes franske rundtur, Tour de France Femmes, blev afsløret i Paris.
Den byder på otte etaper med start i Massif Central, hvor løbet begynder i byen Clermont-Ferrand og bevæger sig syd på mod Pyrenæerne.
Vejen dertil byder, ikke på store stigninger, men en blanding af flade og kuperede etaper, hvor eksempelvis Cecilie Uttrup-Ludwig kan gentage sit mesterstykke fra i sommer med en etapesejr.
På 7. etape rammer feltet bjergene, og skal på en kort eksplosiv etape på 90 kilometer over Col d'Aspin og derefter slide sig til målet på toppen af det legendariske Col du Tourmalet, som byder på sytten kilometer med 7 procent i snit.
Sidste etape i Pau er en 22 kilometer enkeltstart. En disciplin som forrige år ikke var på menuen for kvinderne.