Vejkaptajn, podiekandidat og gule ambitioner: Her er de tre danskere, der skal køre kvindernes Tour de France

Her får du et overblik de tre danske cykelryttere, som skal køre den nye udgave af kvindernes Tour de France.

Cecilie Uttrup Ludwig er af de tre danskere, der skal køre første udgave af kvindernes Tour de France. (Foto: © Philip Davali, Philip Davali)

Hvis du heller ikke har fået nok cykelløb fra de franske landeveje, så fortvivl ej.

Tre danskere er nemlig udtaget til at køre det nye udgave af Tour de France for kvinder. Starten går i Paris, og en uge senere slutter løbet på alpetoppen La Super Planche de Belles Filles.

Herunder giver ekspertkommentator hos Discovery Trine Schmidt et overblik over, hvilke roller de tre danskere kommer til at spille, og hvad vi kan forvente af dem:

Emma Norsgaard, Movistar

Emma Norsgaard er holdkammerat med den største favorit ved Tour de France, Annemiek van Vleuten. (Foto: © Claus Fisker, Claus Fisker)

Rolle:

- Hun har været en af Movistars vigtigste brikker hele foråret. Hun kører på samme hold som Annemiek van Vleuten, som er storfavorit til at vinde Touren, så hun er med på et hold, hvor hovedformålet er at vinde Tour de France samlet.

Forventninger:

- Emma har også kompetencerne til at gå efter etapesejre. Hun er hurtig i en spurt, men hun er ikke den allerhurtigste, så på nogle af de etaper, hvor terrænet er lidt mere udfordrende, har hun helt sikkert mulighed for at tage en etapesejr, hvis alt spiller for hende.

Det siger Emma Norsgaard selv:

- Jeg har lidt en blandet rolle, for jeg er både holdets sprinter, men jeg skal også hjælpe min kaptajn til den samlede sejr. Nogle dage må jeg køre for mig selv, og andre dage skal jeg være til rådighed for hende. De to første etaper har jeg udset mig. Hvis man gør det godt der, så får man jo også en trøje.

Julie Leth, UnoX Pro Cycling Team

Julie Leth skal være sit holds "vejkaptajn" under dette Tour de France. (Foto: © Alex Whitehead/SWpix.com/Shutter, Copyright (c) 2020 Shutterstock. No use without permission.)

Rolle:

- Julie er en erfaren dame i gamet efterhånden, og hun får rollen som en slags vejkaptajn.

Forventninger:

- Hun er på et hold, hvor ingen kommer til rigtig at gøre sig i klassementet, så de skal ud at søge lykken.

- For holdet handler det om at komme med i nogle udbrud og ramme dagen, og det kan lige så vel være Julie, som det kan være en anden fra hendes hold.

Det siger Julie Leth selv:

- Jeg kommer helt klart til at skulle være "roadcaptain" og guide holdet igennem. Vi har et hold, der ikke har klassementsforhåbninger, og det giver en frihed, at man ikke kun har én rytter, man skal køre for.

- Hvis jeg får lyst, tror jeg godt, jeg kan få lov at gå efter en etapesejr. Der er ikke nogen begrænsninger, hvilket er det fede. Men jeg har været meget ude med skader og sygdom på det seneste, så det ligger ikke lige til højrebenet. Når det er sagt, er der altid en chance, når man stiller til start i et cykelløb.

Cecilie Uttrup Ludwig

Cecilie Uttrup Ludwig blev samlet nummer seks ved dette års Giro Rosa. (Foto: © Claus Fisker, Claus Fisker)

Rolle:

- I Giroen var hun delt kaptajn med hendes italienske kollega Marta Cavalli, og de har givet hånd på at bytte roller. Det vil sige, at i Tour de France er det Cavalli, der hjælper Cecilie, for Cecilie har et stort mål om at gøre det godt i Touren.

- Så Cecilie bliver både en rytter, der kan tage etapesejre, men hun kommer også til at blive en udfordre i klassementet.

Forventninger:

- Hun er på ingen måder storfavorit, men hun kan helt sikkert godt komme til at drille dem i klassementet og man ved aldrig, hvad der sker. Man skal tage sin chance, når den er der.

- Det er bestemt ikke umuligt, at hun kan tilsnige sig en podieplads. Når man kan bliver nummer seks i Giroen, så kan man også komme på podiet i Touren, hvis alt spiller.

Det siger Cecilie selv:

- Drømmen og målet er at komme på podiet. Selvfølgelig drømmer man også at køre i den gule trøje, for den er så ikonisk. Og så har jeg udset mig nogle etaper, hvor det kunne være spændende at køre for sejren, blandt andet tredje etape, der slutter opad, og fjerde etape, som er en grus-etape.

- Og så tror jeg bare ikke helt, at jeg har forstået, at vi skal køre Tour de France på søndag. Jeg har bare lyst til at nive mig selv i armen over, at nu sker det. Det bliver stort, og jeg håber bare, at vi får den samme stemning som hos herrerne med liv og glade dage.

La Grande Boucle Féminine Internationale - kvindernes Tour de France - begynder søndag den 24. Juli i Paris, og slutter søndag den 31. juli på La Planche des Belles Filles. Løbet kan ses hos TV2 og Discovery.