DAGENS ETAPE Årets længste kan blive alt fra transport til panik

Dagens etape kan blive alt fra en transportetape til en paniketape, selvom den er ret flad.

Alperne er afsluttet. Fra nu er vejen mod Paris forholdsvis flad uden de helt store udfordringer. Dagens etape har et par kategoriserede stigninger, men det burde ikke gøre en forskel for favoritterne.

I stedet er ruten fra Embrun til Salon de Provence, som er den længste i årets løb med 223 kilometer, formet til at blive afgjort i en massespurt. Og med den altdominerende Marcel Kittel ude af løbet, er det pludselig meget åbent, hvem der kan vinde.

Ryttere som Michael Matthews, Dylan Groenewegen og John Degenkolb kan nævnes sammen med den norske duo Alexander Kristoff og Edvald Boasson Hagen.

Etapeprofil for 19. etape. (Foto: © Tour de France, Tour de France)

Det kan dog også betyde, at der er tvivl om, hvilke hold som vil tage ansvaret i feltet. Det er det, som udbryderne krydser fingre for. Men mon ikke en rytter som Lars Bak bliver smidt frem forrest i feltet for at køre dem ind og give holdkaptajnen André Greipel en mulighed.

For favoritterne bliver det formentlig en rolig dag, medmindre at der skulle dukke noget sidevind op. Ellers vil de på bedste måde spare sig til morgendagens altafgørende enkeltstart.