Henrik Fallesen går bodsgang i målområdet i Chambéry, hvor niende etape af Tour de France har sin afslutning.
I går havde han fidus til franskmanden Thibaut Pinot som etapevinder. En forudsigelse der som bekendt viste sig langt fra at holde stik. Fallesens fidus kom i mål som nummer 76 og mere end 15 minutter efter vinderen.
Nationaliteten var korrekt, men første mand over målstregen bar navnet Lilian Calmejane.
Som straf for sit manglende klarsyn skulle Touren på P3’s udsendte reporter derfor flette en række sangtitler fra en populær dansk popduo ind i dagens fidus. Se videoen og se, om du kan gætte, hvem der refereres til.
Sætter tingene på plads
Hvad cyklingen på dagens kongeetape angår, hvor rytterne skal over syv kategoriserede stigninger heraf tre uden for kategori angår, holder Henrik Fallesen sig til et navn med en vis vægt i Tour-sammenhæng; Chris Froome.
- Jeg tror mest på, at Team Sky vælter hele lortet, lidt ligesom en strike, i dag, for de kørte godt i går og holdt udbryderne i kort snor. Så selvom et udbrud skulle kom afsted i dag, så tror jeg også på, at Sky vil forsvare den gule trøje.
- Derfor har jeg altså også en god fidus til, at Chris Froome han vil bruge dagen på at sætte tingene på plads og demonstrere, at han er den farligste mand i feltet.
- Han er manden, der vil vise, at han skal vinde sit fjerde Tour de France, og han tager også etapesejren, slutter DR Sportens cykelkommentator Henrik Fallesen.
Øverst i artiklen kan du se hele Henrik Fallesens fidus og samtidig forsøge at gætte, hvad det er for en musikalsk duo, han refererer til.