VIDEO Danskerduo besøger svigerfamilien og jagter etapesejr

Det kan blive en stor dansk dag i Tour de France, hvor specielt Michael Valgren har sat et kryds i kalenderen.

Michael Valgren dufter muligheden for en etapesejr, mens Jakob Fuglsang kører forbi svigerfamilien.

Det er en kuperet sag, som venter rytterne i dag, og derfor forventes det også, at etapen kan skabe uorden i klassementet. Specielt den afsluttende stigning i den franske by Longwy kan sørege for en spændende afslutning.

Astana-kaptajnen Jakob Fuglsang har da også været ude at kigge på etapens sidste 40 kilometer, og med en tidligere bopælsplads i Luxembourg og en kone fra selvsamme land, som de kører igennem, så er det en interessant etape for danskeren.

- Vi kører stort set forbi der, hvor mine svigerforældre bor og forbi svigerfars kontor, så der er hjemmebanefordel i morgen i hvert fald. Jeg glæder mig til at køre igennem Luxembourg, siger den danske klassementsrytter.

- Det er en finale, som umiddelbart passer godt til sådan en som Sagan eller Van Avermaet. Men måske en Lutsenko eller en Valgren kan gøre sig gældende, forklarer Jakob Fuglsang.

Etapeprofilen for 3. etape af Tour de France. (Foto: © Le Tour, Le Tour de France)

Michael Valgren er selv heller ikke afvisende over for, at det kan være en etape, hvor han vil forsøge noget. Afslutningen passer til danskeren, men erkender, at modstanden er hård.

- Jeg håber, at jeg har rigtig gode ben. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Men vi må se. Det er Tour de France, og det er de bedste og ikke nemt. Jeg vil give et forsøg, og hvis jeg kan mærke, at det ikke kan lade sig gøre, vil jeg hjælpe Fabio (Aru, red) og Jakob (Fuglsang, red.), fordi der godt kan opstå huller i feltet, siger Michael Valgren.

Den seneste danske etapesejr i Tour de France kom tilbage i 2009, da Nicki Sørensen vandt en etape.