VIDEO Danskere begræder Breschel-exit: Feltets mest uheldige

Matti Breschel udgik på 14. etape i Tour de France efter et styrt tæt på en bil.

Matti Breschels pludselige exit i Tour de France ærgrer i den grad et par af hans landsmænd i Touren. Både Christopher Juul Jensen og Chris Anker Sørensen begræder, at han er ude af Touren.

- Det er nogle irriterende og meget uheldige nyheder. Matti er en af mine bedste kammerater i feltet, så nu har jeg en mindre at tale med. Men jeg håber allermest, at han er okay. Det er aldrig godt at få at vide, at nogen er styrtet, når de er på vej op igennem feltet, siger Christopher Juul Jensen til DR Sporten.

- Hvis man skal vælge feltets mest uheldige rytter de seneste par år, så er det helt klart Matti.

Også Chris Anker Sørensen føler med Matti Breschel:

- Jeg var utrolig chokeret og føler med ham. Jeg sad og hyggesnakkede med ham i starten af i dag. Det er dælme synd for ham!

Sammenstød med bil

Matti Breschel styrtede med cirka 50 kilometer tilbage af etapen. Der er desværre ikke tv-billeder af episoden, men ifølge Cannondale-Drapacs sportsdirektør var Matti Breschel på vej tilbage mod feltet, da en rytter foran ham styrtede.

Breschel prøvede at undvige, men blev i stedet ramt af en bil. Han kom til skade med sit højre knæ, heldigvis ikke alvorligt, forlyder det, men han udgik alligevel af løbet og blev hjulpet væk i en ambulance.